En dansker var om bord på det fly, der tirsdag formiddag forulykkede i de franske alper, da det var på vej fra Barcelona i Spanien til Düsseldorf i Tyskland. Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice overfor bt.dk.

»Vi har været i kontakt med de pårørende, og de er blevet underrettede,« lyder det tirsdag aften fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Det kan dog endnu ikke udelukkes, at der var flere danskere om bord på det forulykkede fly, lyder det videre fra Borgerservice.

Læs også:

»Vi kan endnu ikke afvise, at der kan have været yderligere danskere ombord på flyet, men vi er i kontakt med myndighederne i både Tyskland og Spanien for at få afklaret nationaliteterne på de ombordværende,« lyder det fra Udenrigsministeriets vagthavende tirsdag aften.

Det formodes, at samtlige 150 passagerer om bord på flyet er omkommet ved det tragiske nedstyrt, der fandt sted i de franske alper, efter at flyet, der lettede fra Barcelona klokken 10, forsvandt fra radaren klokken 11.20.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk