En dansker er anholdt i Sverige for ulovlig våbenbesiddelse. Sagen kan være relateret til onsdagens skyderi i Göteborg, hvor to personer blev dræbt.

SVERIGE: En 27-årig dansk statsborger er muligvis involveret i skudepisoden i Göteborg onsdag, hvor to unge mænd mistede livet.

Torsdag anholdt svensk politi ifølge bt.dk tre mænd i en bil i området Kungsladugård i Göteborg. I bilen blev der fundet våben, som er blevet beslaglagt af politiet. Mændene er sigtet for grov overtrædelse af våbenloven.

En af de tre mænd er ifølge politiet en 27-årig dansker, der i 2011 fik to og et halvt års fængsel for grov narkokriminalitet. Han har blandt andet forsøgt at smugle ti kilo amfetamin fra Holland til Sverige og står også anklaget for at have overtrådt knivloven.

»Vi kan ikke udelukke, at der findes en sammenhæng med drabene og skudattentatet på Hisingen,« siger politiets pressetalsmand Thomas Fuxborg til den svenske avis Aftonbladet.

De tre mænd blev fredag afhørt af politiet, og man forventer, at afhøringen fortsætter lørdag.

Onsdagens skyderi fandt sted, da ukendte gerningsmænd trængte ind på en restaurant i Göteborg og åbnede ild med automatvåben, inden de forlod stedet i en bil. Skuddramaet, der sendte otte personer på hospitalet, menes at have relationer til bandemiljøet.