Dansker i New Orleans: Vi forbereder os på det værste!
Se hendes egne billeder: Alt er væk fra hylderne
Se hendes egne billeder: Alt er væk fra hylderne
Da BT taler med hende tirsdag morgen dansk tid, er det midnat i Louisiana, og hun er på vej i seng. Lige nu ånder alt stadig fred og ro, men Camilla fornemmer, at det i den grad er stilhed før stormen. Allerede når hun vågner tirsdag morgen amerikansk tid, regner meteorologerne med, at orkanen har ramt staten.
Derfor forbereder borgerne sig også på det værste. De katastrofale følger af Katrina for syv år siden ligger stadig i frisk erindring hos de fleste, og Camilla Reinholdt fornemmer tydeligt traumerne fra den gang. Hun bor hos en familie, som kan huske både Katrina og orkanen Gustav for fire år siden.
- Næsten alle hylderne var tomme. Folk har købt stort ind, så de har forsyninger nok. Vi har fyldt op med gas og benzin, fortæller hun og tilføjer, at flere tankstationer i området har udsolgt, fordi folk er kørt langvejs fra for at tanke benzin.
Undtagelsestilstand
De næste to dage er skolerne lukkede, og det hospital, hvor Camilla Reinholdt arbejder i forbindelse med sit studieophold, har nødberedskabet klar. Camilla selv har også fået at vide, at hun ikke skal tage på arbejde, hvis det er for farligt at køre ud.
- Vi tager stilling i morgen tidlig og ser, om vejret er til at køre i.