Er du i München eller kender du nogen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Danske Anne Jeremiassen er fanget på en restaurant sammen med sine børn og 50 andre i München. Det sker efter den tyske millionby er erklæret i 'akut undtagelsestilstand'.

Det skriver DR.

Politiet i München har sat alt ind i en omfattende menneskejagt på en eller flere gerningsmænd, som tidligt fredag aften skød og dræbte op til seks personer i det tyske shoppingcenter Olympia (OEZ) i München.

Ifølge DR befandt danske Anne Jeremiassen sig i centrum af byen sammen med sin mand og to børn. Den danske familie var på ferie, da München blev erklæret i 'akut undtagelsestilstand'.

»Vi hørte ikke, hvad der foregik, men kunne høre helikoptere i luften. Vi gik ind på en restaurant inde i en gård, da vi hører et højt brag ude fra gaden og nogle, der skriger,« siger Anne Jeremiassen til DR.

Ifølge DR befinder danske Anne Jeremiassen sig i en kælder under restauranten sammen med sin familie og 50 andre personer.

»Det sker måske 50 meter fra, hvor vi sidder ved indgangen til en port, og der er en bil, der kører op på fortovet. Der er en totalt panisk stemning, og folk kommer løbende ind og pludselig løber alle folk fra restauranten, hvor vi sidder,« Anne Jeremiassen til DR.

Politiet i München bekræfter fredag aften, at mindst otte personer har mistet livet under angrebet. Det er endnu uvist, hvor mange gerningsmænd der er tale om. Men ud fra de første vidneberetninger kan der være tale om op til tre gerningsmænd, og politiet meddeler, at man jagter mindst tre gerningsmænd i byen.

Al offentlig transport i byen er blevet indstillet, og politiet opfordrer borgerne til at blive hjemme, tage hjem eller søge ly i de nærmeste bygninger, indtil de igen har situationen under kontrol.

Foto af en video: Sikkerhedsstyrker på taget af shoppingcenteret i München, hvor der fredag har været en skudepisode.
Foto af en video: Sikkerhedsstyrker på taget af shoppingcenteret i München, hvor der fredag har været en skudepisode. Foto: HANDOUT
Vis mere