Cebu City Jail ligger på en bjergside lidt uden for selve Cebu city med en fantastisk udsigt ud over byen. Men det var ikke den smukke udsigt, der mødte den 54-årige dansker NJ om morgenen 21. januar i år, efter han aftenen forinden var blevet anholdt i sit hjem for misbrug af tre mindreårige piger.
»Det var som at vågne til et mareridt. Jeg var fuldstændig lammet i den første uge, jeg sad her, og jeg tilbragte det meste af tiden med bare at ligge på gulvet i cellen og kigge ind i væggen,« fortæller NJ, da BT besøger ham i fængslet.
Fængslet er som andre filippinske fængsler overfyldt med store celler, hvor op til 60 mand er spærret inde uden andet end en tynd måtte på gulvet og et par spande i hjørnet til at besørge på. De får tre daglige måltider, som består af en håndfuld ris og et stykke flæsk. Morgen middag og aften. Dag ind og dag ud.
Her sidder indbrudstyve, pushere, voldsmænd, røvere og mordere, mens de venter på at få deres sag behandlet i retten.
NJ er tiltalt for tre alvorlige anklager om seksuelt misbrug af mindreårige piger, der vil give ham fængsel på livstid, hvis han findes skyldig.
»Det er rent opspind, det pigerne har fortalt til politiet. Der er nogle voksne, som prøver at udnytte, at jeg gav pigerne husly,« siger han og hentyder til de såkaldte setups og sagen mod ham, som tidligere omtalt her på bt.dk.
Der sidder omkring 2.300 fanger i Ceby City Jail, som er normeret til 1.600. Fængslet er delt op i forskellige afdelinger, og NJ sidder i dag i stueetagen, hvor de indsatte har visse privilegier. Her har de mulighed for selv at lave mad og købe råvarer udefra. Afdelingen er forbeholdt de bedre stillede fanger såsom udlændinge og folk fra de højere sociale lag.
Der er strenge regler for, hvordan man skal opføre sig i fængslet, og hvad man må have af personlige ting.
NJ fortæller om en fange fra hans afdeling, som det lykkedes at få smuglet en mobiltelefon ind i fængslet. Det blev afsløret af vagterne, og straffen faldt prompte.
Ikke kun blev vedkommende flyttet til den øverste etage til de overfyldte celler og mistede sine privilegier. Han blev også straffet med adskillige slag af en baton, som er lavet af et gammelt bildæk fyldt med bly, fortæller danskeren, der, i de godt syv måneder han har siddet her, har tabt adskillige kilo og har stort set ingen kontakt har med den verden, han blev revet væk fra med både filippinske og danske venner.
»Jeg har boet her i Filippierne i 5 år. I begyndelsen skejede jeg nok lidt rigeligt ud, men de seneste tre år har været de bedste i mit liv med fast kæreste og et dejligt hus, som jeg lejede for, hvad der svarer til cirka 1.200 kroner om måneden,« fortæller han. Før sin fængsling var han ansat i et dansk ejet callcenter i Cebu og tjente rimeligt godt.
»Min kæreste gennem tre år besøgte mig de første tre måneder, jeg sad her, men det ebbede ud. fordi hun ingen penge har og ikke kunne holde ud ikke at kunne hjælpe mig,« fortæller han.
Ansatte fra den danske ambassade besøger ham med jævnlige mellemrum og har sørget for, at han har et mindre beløb til indkøb af mad og andre fornødenheder. Men de kan ikke gøre ret meget – for eksempel kan de ikke sørge for ordentlig advokatbistand, når NJ skal i retten i morgen, hvor den alvorligste anklage om menneskehandel skal behandles.
De anklager, som NJ er fængslet for, ville i et dansk fængsel medføre fjendtlighed eller direkte vold mod ham. Men her taler man ikke om de forbrydelser, man sidder her for.
»Man dømmer ikke hinanden,« siger han, som selvfølgelig er klar over den fordømmelse, enhver må have overfor det, han er anklaget for, men som han bedyrer ikke har hold i virkeligheden. Ind i mellem mister han håbet og synker ned i depression, men det meste af tiden formår han at holde modet nogenlunde oppe.
Flugt er en mulighed, som stort set alle fanger i et fængsel på et eller andet tidspunkt leger med tanken om. Det gælder også NJ.
»Ved den seneste transport til retten blev jeg og den vagt der fulgte mig lidt adskilt fra de øvrige. Jeg gik bag ham, og selv med håndjern på kunne jeg godt have snuppet hans pistol og truet ham til at fjerne håndjernene,« fortæller han
»Men det er ren fantasi, man går og forstiller sig. Jeg ville ikke have en chance, selv om jeg slap væk i første omgang.«
Hverdagen i fængslet følger nogle faste rutiner – og der er nogenlunde fredeligt det meste af tiden. Der er ind i mellem slagsmål mellem medlemmer af de forskellige bander, men af frygt for de hårde og prompte repressalier, hvis reglerne overtrædes, er der sjældent ballade i fængslet.
På grund af de dårlige sanitære forhold florerer der ofte forskellige epedemier blandt fangerne. Der er en hel afdeling for folk med tuberkulose. Der er ikke tilknyttet en fast læge, og der dør jævnligt fanger blandt de turbekuloseramte. Indtil nu har NJ undgået at blive smittet af alvorlig sygdom.
»Jeg overlever ved at holde fokus, tage en dag ad gangen og passe så godt på mig selv, som jeg kan,« siger den tidligere konstabel ved Prinsens Livregiment i Viborg .
»Og så holder jeg fast i mit håb om, at jeg bliver frikendt – selv om jeg godt kan se, at odds er i mod mig uden et egentlig forsvar til støtte for min forklaring,« siger han, før besøget er slut.
Morgendagen vil vise, hvad NJ kan vente af fremtiden. Dømmes han skyldig, bliver han overflyttet til et permanent fængsel, hvor forholdene vil være endnu værre, end de er i dag. Og hvor håbet om nogensinde at komme ud i friheden igen vil være slukket.
