Væbnede mænd har bortført to nødhjælpsarbejdere, en 60-årig dansk mand og en 30-årig amerikansk kvinde, i det nordlige Somalia. Dansk Flygtningehjælp bekræfter.

Ifølge nyhedsbureauet AP er der tale om en 60-årig dansk mand og en 30-årig amerikansk kvinde, der begge arbejder for Danish Demining Group, der er et minerydningssektion under Dansk Flygtningehjælp.

- Vi har fået melding om, at to udenlandske nødhjælpsarbejdere fra DDG (Danish Demining Group, red.) er blevet kidnappet nær lufthavnen i Galkayo af bevæbnede mænd. Vi arbejder på at få flere detaljer, siger den somaliske embedsmand Ali Mohamed ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dansk Flygtningehjælps chef i Nairobi, Peter Klansø, bekræfter over for Udenrigsministeriet, at to medarbejdere er blevet kidnappet i byen Galkayo. Men den danske afdeling i København har fortsat ingen kommentarer, da bt.dk kontakter dem.

Er det jeres medarbejder, der er blevet bortført?

- Det har jeg ingen kommentarer til. Men det er korrekt, at vi er aktive i Somalia - og at Danish Demining Group er en del af vores organisation, siger kommunikationsmedarbejder Villads Zahle fra Dansk Flygtningehjælp.

Udenrigsministeriets Borgerservice er først for kort tid siden blevet underrettet, og det arbejder nu på en udtalelse om sagen, oplyser ministeriet til bt.dk

Danish Demining Group har p.t. tre danskere i Somalia. Netop Somalias Puntland region, hvorfra de to blev bortført, regnes ellers for en af de mere stabile områder i det ellers krigshærgede land. Men området styres delvist regeringsstyret og stammestyret, og den deling giver ofte anledning til stridigheder og kampe.

Det er ikke første gang, sektionen under Dansk Flygtningehjælp er ude for en bortførselssag. I 2007 blev to fra sektionen bortført på Sri Lanka.

Bortførslen sker kun få uger efter, to kvinder fra Læger uden grænser blev bortført fra en flygtningelejr i nabolandet Kenya. Ligeledes blev to europæiske turister bortført fra Kenyas kyst for nylig.


/ritzau/AP