IRAK: De danske F-16-jagerfly, der er i aktion i Irak, har denne uge rundet mission nummer 400.

Ifølge Værnsfælles Forsvarskommando har de danske fly den seneste uge fløjet ti missioner og kastet fem bomber. Dermed er det samlede tal for det danske biddrag i kampen mod Islamisk Stat oppe på 408 missioner og 356 kastede bomber, siden de blev sat ind i Irak i oktober sidste år.

»Missionerne, som de danske fly har deltaget i, har været offensive, og de danske fly har i den forløbne periode primært deltaget i missioner i Ninawa og Al Anbar. Målene for bomberne har været fjendtlige våbenstillinger. To missioner er ikke blevet gennemført grundet dårligt vejr i Kuwait,« skriver forsvaret i en pressemeddelelse.

Danmark bidrager til den amerikanskledede operation med i alt syv fly og op til 140 mand. Derudover bidrager Danmark med en styrke på 120 mand fra hæren, som træner irakiske sikkerhedsstyrker.

Et bredt flertal i Folketinget godkendte i efteråret den danske mission til Irak.

BNB