Beboerne i staten Louisiana begynder nu for alvor at kunne mærke orkanen Isaac. Også den danske studerende Camilla Reinholdt, som lige nu sidder hos sin amerikanske værtsfamilie og venter på, at det værste kommer.
- Lige nu prøver vi at holde os vågne, så godt vi kan. Vi holder vi øje med vejret og håber, at elektriciteten holder.
Det fortæller danske Camilla Reinholdt, som lige nu er i USA i forbindelse med sit bachelor-projekt på sygeplejestudiet. Hun og en studiekammerat bor i Louisiana-hovedstaden Baton Rouge - cirka 100 kilometer fra delstatens største by, New Orleans, og de arbejder begge på et hospital fem kilometer fra, hvor de bor.
LÆS OGSÅ: Dansker i New Orleans: Vi forbereder os på det værste!
LÆS OGSÅ: Orkanen Isaac raser i New Orleans
I New Orleans er byens oversvømmelsessikring allerede sat på en hård prøve. Stormen har ramt byen med vindstød på op til 96 kilometer i timen, og her oplever beboerne også kraftige regnbyger.
Men hos Camilla Reinholdts værtsfamilie - blot en god times kørsel væk - venter de stadig på, at det går løs for alvor.
Uden for hendes vinduer blæser det lige nu kraftigt, men det værste er endnu i vente. Vandet er nemlig ikke kommet endnu.
- Orkanen har ikke ramt os endnu som forventet. Vi har kun fået stormen, og vi kan se, at træerne svajer, men vi har ikke fået regnen endnu. Den kommer nok om nogle timer. Når man kigger op på himlen, kan man ligesom se to lag skyer. Der er det øverste lag, som står stille, og så er der et nedenunder, der er fra orkanen, som flytter sig enormt stærkt. Og så skifter de hele tiden farve. Så man kan godt se, at der er noget, der er ved at trække op. Og træerne svajer enormt meget, og tingene begynder at hvirvle op, fortæller hun.
De seneste dage har de to danske piger hjulpet deres værtsfamilie med at forberede sig på stormen. Huset er blevet gået igennem for fejl og mangler, alle løse ting er hentet ind, og køkkenskabe, fryseren og køleskabet er fyldt til bristepunktet.
- Vi var lidt usikre på, om vi havde købt nok ind, så vi har været ude for at købe ekstra ind i dag og lavet en masse mad og lagt i fryseren. Så vi har en masse beholdere stående med ting på køl. Vi vil godt kunne klare et par dage.
Efter planen skal hun være i landet i fire uger, men hendes USA-ophold var ikke mere end en god uges tid gammel før hun og veninden Nopo stod midt i en orkan.
Katrina skræmmer
Minderne om de enorme ødelæggelser fra Katrina er stadig et åbent sår hos mange af de amerikanere, hun møder, og for mange er det ekstra traumatiserende, at Isaac rammer præcis på syvårsdagen for Katrina.
Da BT talte med hende onsdag morgen dansk tid, var det midnat hos hende, men når det bliver onsdag i Louisiana, skal hun ikke på arbejde. På det tidspunkt fraråder myndighederne al udkørsel.
Både hun, veninden og deres amerikanske værtsfamilie bliver indendørs de næste to eller tre dage. Det er nemlig så længe, myndighederne lige nu vurderer, at orkanen vil vare.
Mange af beboerne i området tæt på er blevet evakuerede, fordi der er stor risiko for oversvømmelser, men Camilla og hendes veninde bliver hos deres værtsfamilie. De bor nemlig på en gade, der ligger ret højt mellem nogle floder, hvor der ikke plejer at være problemer med vandet.
- Der plejer ikke at blive oversvømmet her, og deres hus har klaret de seneste orkaner, så det regner de også med, at det vil denne gang. Der er også mange, der ikke vil forlade deres hjem, fordi der før har været en del indbrud i forbindelse med orkaner.
- Jeg er noget nervøs for, hvad der skal ske, og det er lidt underligt som dansker at stå midt i det her. I Danmark tager vi det jo ikke så alvorligt, når vi hører noget om storm, men folk er virkelig seriøse omkring det her, og de er dybt berørte af, at det næsten er på årsdagen for Katrina. Det fylder meget hos dem. De frygter ødelæggelserne, og at folk mister livet. Og i nyhederne sammenligner de hele tiden denne storm med Katrina.



