Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En dansk mand har lørdag mistet sit liv i en luftballon-ulykke i Kappadokien i det centrale Tyrkiet.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter til BT, at en dansk statsborger er død.

»Jeg kan bekræfte, at en dansk statsborger er afgået ved døden i Tyrkiet. Da det er en personsag, kan vi ikke give flere oplysninger,« lyder det fra den vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice.

Ulykken skete ifølge flere tyrkiske medier klokken 8.30 (lokal tid, 7.30 dansk tid), hvor manden faldt ud fra luftballonen og slog sit hoved mod en klippe og fik flere knoglebrud. Herefter blev manden kørt på hospitalet, men stod ikke til at redde.

På grund af kraftige vinde i området foretog luftballonen en hård landing, og det var skyld i faldet, oplyser det tyrkiske transportministerium.

Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Dogan skete ulykken angiveligt, da danskeren i et øjebliks uopmærksomhed slap et håndtag inde i ballonkurven, som passagererne skulle holde fast i under den ujævne landing.

Transportministeriet i Ankara har beordret efterforskere til stedet for at undersøge omstændighederne omkring ulykken.

I alt var der 20 passagere med i luftballonen, der skulle opleve det naturskønne område.

En lang række selskaber tilbyder ture i luftballon over Kappadokien, som er en af Tyrkiets store turistattraktioner. Området er på Unescos liste over verdensarv.

Opdateres...