Mens aktie- og valutakurser rasler ned beroliger Lars Seier Christensen befolkningerne i EU. »Vi ser det værste i dag, og tingene stabiliserer sig i løbet af kort tid,« siger Saxo Bank-milliardæren, som har fulgt Brexit-afstemningen i nat på sin yacht ud for Cannes.

Lidt over ti fredag formiddag sidder Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen og spiser morgenmad ombord på sin yacht d’Angleterre ud for Cannes i Sydfrankrig. Han har været oppe hele natten og fulgt den dramatiske Brexit-afstemning på tv’et ombord og er gået fra dyb skuffelse, da de første meningsmålinger viste sejr til “Remain” - og til begejstring, da det endelige afstemningsresultat forelå til morgen med en overbevisende tilslutning til Brexit.

»Det er rimelig stort det her. Det har været en bevæget nat. Vi føler os som en slags englændere i familien - min kone og tre af mine børn er jo født i England,« siger Lars Seier.

»Jeg var meget ærgerlig og skuffet først på aftenen. Jeg nåede lige at nævne på Facebook, at slaget var tabt, inden tingene ændrede sig,« fortæller Seier, som ved ti-tiden fredag morgen spiser morgenmad på yachten og følger reaktionerne på afstemningen.

Lars Seiers holdning til EU er velkendt:

»EU er gået langt ud over grænserne for, hvad der har nogen som helst legitimitet. Det er så uendelig sjældent, at befolkningerne får lov til at give deres besyv med. Det er jo Sovjetunionen om igen,« siger han.

»Det er enormt vigtigt, at Bruxelles får et wake-up call, selvom Brexit selvfølgelig er et af de barske. Hvis ikke det her er nok til at få politikerne og bureaukraterne til at forstå, at man er helt ude af trit med befolkningerne, så ved jeg ikke, hvad der skal til. Så kommer EU til at kollapse i løbet af få år.«

Lars Seier håber på, at  Brexit fører til en revurdering af EU-projektet, og at man ruller nogle af de områder, EU blander sig i, og som EU ikke bør blande sig i, tilbage:

»Det eneste vi nogensinde er blevet spurgt om, det er at gå ind i et frihandelsområde. Og så er vi blevet spurgt om euro’en, og det har danskerne sagt nej til. Vi er ikke blevet spurgt til en fælles socialpolitik, vi er ikke blevet spurgt om bankunionen, skattepolitik eller til et europæisk militært samarbejde. Derfor er det helt utilstedeligt ud fra et synspunkt om demokratisk legitimitet, at EU blander sig i de her ting,« tordner Lars Seier Christensen.

Fiskerbåde på Themsen vil have Storbritannien ud af EU.
Fiskerbåde på Themsen vil have Storbritannien ud af EU. Foto: NIKLAS HALLE'N
Vis mere

»Bruxelles har ramt et konfliktpunkt, som bliver helt ekstremt, hvis politikerne ikke forstår signalet fra England. Men spørgsmålet er, om EU har forstået det. Nogen har allerede været ude at sige, at det er fællesskabet og ikke EU, der er i krise. Det er helt bizart at reagere på den måde. Det viser bare den ekstreme arrogance, der er i EU. Man vil simpelthen ikke acceptere, at folk vil noget andet.«

Lars Seier kalder Brexit er et fatalt dødstød mod hele EU-institutionen: “Frem for at snakke udenom må politikerne og Bruxelles stoppe op og rulle projektet tilbage på nogle af de områder, hvor EU har bredt sig uden befolkningens accept, hvis EU overhovedet skal overleve. Skræksceneariet er, at Bruxelles tager skyklapper på - så varer det ikke længe, før flere lande vil ud.”

Lars Seier kalder Remain-kampagnen i Storbritannien for »helt utilstedelig«:

»Man har truet med bål og brand, og jeg kan godt forstå, at englænderne har reageret, som de har. Men heldigvis kommer det langt fra til at gå så katastrofalt. EU har mere brug for UK end omvendt. Selvfølgelig får England en fornuftig aftale med EU i stand, og der vil stadig køre Mercedes I London, det garanterer jeg.«

»Folk kan tage det helt roligt. Alle er meget hysteriske, når sådan noget sker. Selvfølgelig er der nogle reaktioner i markedet, hvor pundet og aktiekurserne falder. Men vi vil se, at det stabiliserer sig i løbet af få dage.«

»Der bliver ikke tale om nogen væsentlig afbrydelse af samhandlen mellem UK og EU. Ingen af dem har råd til det . Der kommer heller ikke til at ske noget med City of London. Den infrastruktur og den labour pool, man har adgang til i London, kan ikke lige flyttes. Hvis drømmer om det, så bliver man skuffet.«

Medlemmer af Ja-kampagnen foran et UKIP-møde i det sydlige England.
Medlemmer af Ja-kampagnen foran et UKIP-møde i det sydlige England. Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

Ifølge Lars Seiers vurdering vil England have store fordele at at stå udenfor.Landet kommer nemlig efter hans overbevisning til at lave en række frihandelsaftaler:

»Tænk på, at EU ikke har frihandelsaftaler med USA, Kina, Japan, Brasilien, fordi EU ikke kan finde ud at lave sådan noget. Schweiz har f.eks. langt flere frihandelsaftaler end EU.«

Han tror heller ikke på, at Brexit vil betyde noget synderligt for Danmarks eksport til England:

»Det betyder ingenting for dansk erhvervsliv. Vi kommer til at sælge nøjagtig lige så meget, hvis ikke mere,« lyder hans vurdering.

Han tror på, at Brexit vil give befolkningerne i andre lande blod på tanden:

»Vi kan allerede se på mange reaktioner, at folk føler sig opmuntret. EU har været utrolig bange for at give indtryk af, at noget som helst kunne rulles tilbage. Det er også derfor, at man ikke har givet grækerne lov til at forlade euroen, selvom det var det eneste rigtige at gøre. Brexit bliver et konkret eksempel på, at man sagtens kan noget tilbage, og at man sagtens kan fungere uden for EU.«

»For Danmarks vedkommende åbner Brexit for meget spændende alternativer, og jeg tror at landene i Skandinavien kan udkonkurrere euro-zonen på et splitsekund. Personligt håber jeg, at danskerne får lov til at tage stilling til EU. Jeg er overbevist om, at der vil komme et uafviseligt krav om en afstemning. Men det bliver først om nogle år,« slutter Lars Seier, der ikke har nogen intentioner om at indhente den forsømte nattesøvn, for som han siger: »Nu skal vi have champagne!«