Dansk PET-agent står frem på amerikansk TV

Morten Storm, der kom tæt på en af verdens mest eftersøgte terrorister, fortæller sin historie i søndagens udgave af TV-programmet »60 Minutes«.

USA: 30. december kan de amerikanske TV-seere opleve danske Morten Storm, der gennem flere år levede et dobbeltliv som glødende islamist og agent for Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Han er gæst i programmet »60 Minutes« på CBS News, og her vil han fortælle om sit liv og arbejde som agent. Morten Storm vil samtidig gentage, at hans indsats var stærkt medvirkende til, at amerikanerne sidste år kunne dræbe en af verdens mest eftersøgte terrorister, al Qaeda-lederen Anwar al-Awlaki.

Morten Storm mener ikke, han har fået nok anerkendelse i forbindelse med sin indsats.

- Nej, der er ingen tvivl, siger han i »60 Minutes« i forhold til, hvorvidt hans indsats var stærkt medvirkende til Anwar al-Awlakis død under et amerikansk droneangreb i Yemen i 2011.

Morten Storm stod frem med sin historie i Jyllands-Posten for knap tre måneder siden. Han flyttede i 1990erne til England, hvor han begyndte at bede fem gange om dagen. Han rejste senere til Yemen, hvor han begyndte at studere islam.

Morten Storm blev stadig mere ekstrem og opfordrede unge muslimer til at oprette en islamisk stat i Somalia. Han fortæller i »60 Minutes«, at han mødte Anwar al-Awlaki i 2006.

- Jeg kunne lide ham på grund af hans synspunkter i forhold til jihad, siger danskeren i programmet.

Efter at have færdedes i ekstremistiske miljøer i Europa, Mellemøsten og Den Arabiske Halvø, vendte Morten Storm islam ryggen og tilbød PET at hjælpe med at bekæmpe islamistiske terrorister.

Direkte adspurgt fortæller Morten Storm i Jyllands-Posten, at han står frem med sin historie, fordi familie og venner har troet, at han har været overbevist islamist:

- Jeg er stolt af det arbejde, jeg har gjort, og jeg vil gerne have, at min familie, min mor, mine børn og andre skal vide, at jeg har været med til at slå nogle af verdens farligste terrorister ihjel, sagde han i sit interview Jyllands-Posten.

I omtalen forud for Morten Storms medvirken i »60 Minutes« oplyses, at hverken CIA eller PET har ønsket at kommentere sagen.