Nye tal har vist et voldsomt fald i antallet af Taleban-angreb i Helmand-provinsen i Afghanistan. Forsvarsministeren mener ikke, at udviklingen går helt så stærkt, som tallene viser, men situationen bestemt er på vej i den rigtige retning.

AFGHANISTAN: Taleban taber terræn i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor antallet af angreb er faldet med 80 procent siden 2011. Det viser nye tal fra »Afghanistan NGO Safety Society«, der har sammentalt alle angreb mod civile og militære mål i andet kvartal af både 2011 og 2012. I 2011 var der 1.430 angreb mod kun 293 i 2012.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) kan fra Forsvarsministeriets side ikke bekræfte, at faldet i antallet af angreb er helt så markant, som tallene viser, men han er på baggrund af ministeriets egne tal stadig positiv over for den generelle udvikling i Afghanistan, siger han til Berlingske Nyhedsbureau:

- Jeg siger ikke, at tallene er utroværdige, men jeg baserer min viden på vores egne tal, som også viser en positiv udvikling. Det er vores vurdering, at indsatsen bevæger Afghanistan i den rigtige retning, men vi er stadig langt fra målet. Der vil højst sandsynligt stadigvæk være tilbageslag i form af vejsidebomber, afghanske soldater der vender sig mod de internationale styrker, eller en mulig Taleban-opblomstring, siger forsvarsministeren.

Nick Hækkerup vurderer samtidig, at de danske soldaters indsats i Afghanistan ser ud til at virke. Indsatsen har primært bestået i at træne og uddanne de afghanske soldater, så de selv kan tage vare på landet sikkerhed, når de sidste styrker trækkes ud af Afghanistan og ansvaret overdrages til det afghanske militær i 2014.

- De uddannede afghanske soldater er bedre til at finde og identificere Taleban-soldaterne, fordi de kender dem, kender kulturen og kan tale sproget bedre end de internationale styrker. Det er helt klart en fordel at træne det afghanske folk til at tage vare på deres lands sikkerhed. Den vej, vi bevæger os, viser sig at være rigtig, siger Nick Hækkerup.

Chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, Ole Kværnø, vurderer, at oprørsstyrkerne i Afghanistan tøver med at angribe landsmænd. Faldet i antallet af angreb ses derfor i takt med, at de afghanske tropper overtager sikkerheden i området. Han er samtidig overrasket over de positivet tal.

- Det overraskende er, at faldet ser ud til at være så markant, at der måske er tale om en signifikant tendens, siger Ole Kværnø til Radio 24syv.

Men selvom udviklingen også ser positiv ud i Forsvarsministeriets egne tal, understreger Nick Hækkerup, at man langt fra er færdig med indsatsen i Afghanistan.

- Den grundlæggende strategi virker, men det er ikke bare sådan, at vi kan klappe i hænderne og sige, at det var godt klaret. Der er stadig et stykke vej endnu, og selvom kampsoldaterne trækkes ud i 2014, vil vi stadig være til stede med støttebidrag i form af transportfly og helikoptere, vurderer forsvarsministeren.

Nick Hækkerup tror på, at afghanerne ved udgangen af 2014 er i stand til at varetage sikkerheden i deres eget land. Det er i hvert fald den køreplan, Forsvarsministeriet går efter, understreger han.

Mens det samlede antal angreb i Helmand falder, er de såkaldte insiderangreb, hvor allierede afghanere vender deres våben mod NATO-folk, steget på landsplan, og det har sat forholdet mellem afghanerne og ISAF-styrken på prøve forud. Siden nytår er mindst 35 NATO-folk blevet dræbt i sådanne angreb, og mandag udtrykte USAs præsident Obama »dyb bekymring« over netop udviklingen.