Da hun hørte de første skud, troede Karoline Bank, at det var fyrværkeri. Kort efter så hun sin veninde gennemhullet af skud.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det skulle blive en helt anden sommerlejr, end den dansk-norske universitetsstuderende Karoline Bank havde oplevet de seneste fire år på øen Utøya i Norge.Med en dansk mor og familie ved både Aalborg, Aarhus og København er hun en af de danskere, som oplevede Anders Breiviks massakre på unge på øen.
Hendes far er norsk, og hun studerer i Oslo, hvor hun bor fast. Her har hun været politisk aktiv som international leder i et halvt år og medlem af Arbeiderpartiet i Akershus AUF i syv år. Det er netop en af grundene til, at hun var på Utøya fredag 22. juli.
Da nogen pludselig råber ’Op, op, løb for livet, I skal løbe’, rejser 20-årige Karoline Bank sig fra det linoleums-agtige gulv i kantinen, hvor hun først har smidt sig og løber mod udgangen. Udenfor er luften fyldt af skarpe smæld og folk, som skriger til hinanden.
- Alt var kaos, nogle løb, nogle lå allerede på jorden. Folk løb i alle retninger, men nogle kunne se ham (Anders Breivik, red.), og de løb jo væk fra ham, fortæller hun.
Så veninde smurt ind i blod
Karoline Bank får øje på sin veninde Ina, som kommer vaklende fra det grønne telt, hvor de plejer at spise. Hun er smurt ind i blod og skriger: ’Nogen må hjælpe mig, jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke dø’.
Karoline Bank kan førstehjælp og løber straks til undsætning.
Ina styrtbløder fra et sår i højre arm, tre i venstre arm, fra et sår i brystet, to i siden og et under hagen.
Her går situationens alvor op for Karoline Bank.
- Jeg tænkte ikke på smældene som skud til at begynde med. Først da jeg så, at Inas sår var helt runde huller i stedet for flænger, gik det op for mig, at nogen skød på os, siger hun.
Hun får veninden hevet med om bag hovedhuset, hvor Ina falder sammen. Heldigvis kommer 18-årige Ole Martin over til dem.
Han løfter resolut Ina op og sammen løber de to i bare tæer ned i skoven. De taler ikke meget. De løber bare. Karoline Bank prøver at stoppe blodet, som strømmer fra Inas arme, mens de løber.
- Vi var så fyldt med adrenalin, at han bare løftede hende og løb. Selv om hun er tynd, ville han aldrig ellers have kunnet løbet så hurtigt med hende, husker Karoline Bank.
- Det var ligesom at trykke på en knap. Man blev helt rationel på én gang. Vi vidste, at hvis vi gik i panik, ville vi ikke klare den, så der var ikke nogen grund til at tale, siger hun.
Hørte rædselsskrig i skoven
Mens de løber, kan de høre andre, som flygter gennem skoven.
- Nogle råbte efter hjælp, nogle råbte sådan nogle rædselsskrig, andre var skrig af smerte, husker Karoline Bank.
I skoven støder de på Anne Berit fra Norsk Folkehjælp, som prøver at hjælpe så godt, som hun kan uden sin førstehjælpskasse - den er blevet væk.
De fire skjuler sig i en lille fordybning i skovbunden med grene og bregner omkring. Anne Berit har lagt sig, så den sårede Ina kan ligge på hende i stedet for at ligge på den kolde, våde jord.
Karoline Bank og Ole Martin lægger sig på hver side. De bruger Ole Martins hvide T-shirt til at forbinde Inas sår. T-shirten farves hurtigt rød.
- Der var gået hul på hendes pulsåre i begge arme, så vi prøvede at binde T-shirten om armene, men hun var også blevet skudt i brystet, så vi måtte bruge de sidste stykker af T-shirten til sårene i brystet og siden, siger Karoline Bank.
Anne Berit fik fat i det lokale politi via sin mobiltelefon, og hver gang Anders Breivik var langt væk, ringede hun for at høre politiet, hvor længe der gik, inden politiet var der.
Skuddene kommer tættere på
Også Ole Martin forsøger at få fat i politiet. Han kommer dog ikke igennem, men får i stedet fat i sin far:
- Der er nogle, som skyder på os. Du må få fat i politiet. Sig der er nogen, som skyder på os. Hent hjælp, husker Karoline Bank ham sige.
Ole Martin græd og havde svært ved at holde sig i ro, fortæller hun.
- Hans ansigt var fyldt, men sådan så vi alle sammen ud, siger Karoline Bank. Imens prøver Karoline Bank at standse Inas blødning.
Efter omkring 10 minutter i fordybningen kommer 16-årige Jarl ned til dem. Han kryber ned til dem , og sammen ligger de og venter.
- Vi hørte skud ikke så langt væk, så vi holdt bare kæft, så godt vi kunne. Den mest gennemtrængende lyd var skuddene, men han gik også omkring og nynnede en lille melodi, og det var det, som gjorde os mest bange - der vidste jeg, at han var iskold, siger Karoline Bank.
Ole Martin lægger sig halvt over hende for at holde hende skjult, så hun kommer til at ligge med hovedet helt ned til Inas mave
- Jeg kan huske, at jeg lå og lyttede efter hende puls. Jeg kunne høre, hvordan den gik op og ned, så jeg prøvede at holde øjenkontakt med hende. Vi kunne jo ikke sige noget til hinanden, siger hun.
- Jeg tænkte først på mine venner på øen, bagefter tænkte jeg på min mor og far og søster og bedste veninde. Jeg tænkte, at jeg håbede på, at jeg ser dem igen. Nogen må fortælle min mor, at jeg var okay. Og så tænkte jeg også på ham, som lærte mig op i førstehjælp i Røde Kors, siger Karoline Bank.
Så døde i skovbunden og vandet
Mens de ligger der kommer der flere til. Da de endelig får besked via Anne Berits mobiltelefon om, at Anders Breivik er pågrebet, ligger de ni personer i fordybningen.
De skynder sig ned til en båd, som netop er ankommet til øen, for at få Ina i land, så hurtigt som muligt, fordi hun havde mistet så meget blod. På turen ned til båden ser de døde ligge i skovbunden og i vandet.
- Det gik først op for mig, hvad jeg havde set, da vi kom i land, og ambulancefolkene tog imod mig, siger Karoline Bank.
I dagene efter massakren på Utøya får hun mulighed for at få et gensyn med venner og bekendte, som overlevede Anders Breiviks massemord.
Også Ina, som fredag gennemgik sin sidste operation og er i bedring.
