Situationen i og omkring Syrien er en humanitær katastrofe, og den danske regering har nu besluttet at bevillige yderligere 50 millioner kroner til nødhjælpsarbejdet.

SYRIEN: Allerede i begyndelsen af 2013 vil antallet af syriske flygtninge, der opholder sig i Tyrkiet, Libanon, Irak og Jordan, ifølge FN stige til mere end 700.000, mens et sted mellem 2,5 millioner og fire millioner mennesker har behov for humanitær hjælp i selve det krigshærgede land. Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er stærkt bekymret.

- Det er stærkt foruroligende og tragisk, at op mod fire millioner mennesker vil få brug for akut nødhjælp til at komme igennem vinteren på grund af en meningsløs konflikt. Der er nu tale om en omfattende humanitær katastrofe, og derfor giver vi ekstra 50 millioner kroner, siger Christian Friis Bach.

De i alt 50 millioner kroner vil ifølge Udviklingsministeriet blive fordelt, så FNs Børnefond (UNICEF) modtager 20 millioner kroner og FNs krisefond for Syrien (OCHA) samt FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) hver får 15 millioner kroner.

Foruden den tiltagende vold i Syrien er vinteren i området med til at forstærke den humanitære katastrofe for de syriske flygtninge på grund af temperaturer omkring frysepunktet i de teltlejre og nedlagte fabriksanlæg, hvor mange opholder sig. Syrerne har således brug for alt fra mad og vand til tæpper, tag over hovedet, brændsel og sundhedsfaciliteter.

Så sent som fredag hævede oppositionsaktivister, at mindst 116 mennesker var blevet dræbt i Syrien.