En thailandsk kvinde beklager sig over, at hendes danske mand har frarøvet hende 100 mio. thailandske bath. Hun vender sig nu til premierminister Prayut Chan-O-Cha for at få hjælp.

Kvinden, Thiamjan Harnlakorn, stod frem sammen med sin advokat og familiemedlemmer foran premierministerens kontor i Nonthaburi i lørdags.

Selv om striden mellem de to ægtefolk allerede er løst af retten, er fru Harnlakorn ikke tilfreds. Hun fik godt nok rettens ord for, at 51 procent at aktierne i Daen Thailand and Property Co Ltd på Samui er blevet ulovligt taget fra hende, skriver scandasia. Ifølge thailandsk lov skal en virksomhed i landet være ejet af en thai, og derfor vandt hun retssagen.

Efter syv års kamp for retfærdighed har hun endelig vundet. Men hun mangler stadig at se en eneste bath for aktierne fra sin danske mand, P.V.H.

Ifølge hende selv blev aktierne frarøvet hende, da hun var i behandling for cancer. Mens hun var ved at komme sig over en operation, skrev manden aktierne over i sit navn.

Nu har manden angiveligt efterfølgende jaget hende ud af huset og sat et skilt op, der siger, at hun ikke har nogen som helst ret i firmaet.

Ifølge kvinden har det været umuligt at få ændret aktierne tilbage til hende, selv om retten har talt.

»Hvem skal jeg henvende mig til nu?« spørger hun.

»Efter min sygdom er jeg løbet tør for penge. Så nu spørger jeg premierministeren om hjælp med at få retfærdighed.«