Dansk læge er 'most-wanted' i USA

En dansk læge topper listen over personer, som de amerikanske myndigheder gerne vil have fat i

En højt profileret dansk forsker er mistænkt for skattesnyd og for at have stukket både danske og amerikanske forskningsmidler i egen lomme. Lægen har angiveligt brugt pengene på et hus, en motorcykel og to luksusbiler. Derfor er han nu havnet på 'most-wanted'-listen i USA.

Den danske forsker Poul Thorsen, som i USA står tiltalt for svindel med forskningsmidler for mere end 10 millioner kroner, og som i Danmark er mistænkt for at have unddraget statskassen for adskillige millioner kroner, kræves nu udleveret til retsforfølgelse i USA.

Nu kræver de amerikanske myndigheder ham udleveret, så han kan blive retsforfulgt i USA.

Men danskeren er som sunket i jorden. Derfor er den tidligere topforsker på Aarhus Universitet nu også havnet på listen over 'most-wanted' personer i USA.

Det skriver flere både danske og udenlandske medier.

Den danske læge er på listen over de mest eftersøgte personer i Office of Inspector General (OIG), som bekæmper svindel og misbrug i de amerikanske sundhedsprogrammer.

Han var indtil 2009 ansat som forskningsleder på Aarhus Universitet, og ifølge OIG's hjemmeside er han anklaget for at have stjålet en million dollar fra forskningsmidler, der blandt andet skulle gå til at undersøge årsag­erne til autisme blandt børn.

Ifølge OIG tildelte det amerikanske Center for Disease Control and Prevention (CDC) Poul Thorsen midler, så han kunne forske i forholdet mellem autisme og MFR-vaccine, samt fødselsdefekter og infektioner under graviditeten, plus forholdet mellem alkohol og skader på fostre.

Men i stedet for at bruge pengene til forskning anklager OIG Poul Thorsen for at have købt et hus, en Harley Davidson-motorcykel og Audi- og Honda-biler for pengene.

Poul Thorsen er anklaget for i alt 22 forhold for databedrageri og hvidvaskning af penge, og hvert af de 22 anklagepunkter kan give op til 10-20 års fængsel i USA.