Selv om det tidligere tirsdag blev meldt ud, at Danmark ville vente med at tage stilling til, hvorvidt Det Palæstinensiske Selvstyre skal opgraderes i FN eller ej, kom det i løbet af aftenen frem, at det bliver et dansk ja.

Står det til Danmark, får Det Palæstinensiske Selvstyre status som »permanent observatørstat« i FN. Centrale regeringskilder oplyser over for Radio24syv, at danskerne - i modsætningen til tidligere oplysninger - allerede har besluttet sig for at sige ja i FNs generalforsamling ved torsdagens afstemning.

Tidligere tirsdag kom det frem, at regeringen først kort før afstemningen i New York ville tage en endelig beslutning om, hvorvidt der skal stemmes ja, nej eller blankt til at opgradere den palæstinensiske status. Blandt andet lød forklaringen, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ønskede at kaste et blik på den endelige resolutionstekst først, men også ønsket om at afvente andre EU-landes beslutninger vejede tungt.

Alle tre regeringspartier har tidligere tilkendegivet, at de går ind for en opgradering af palæstinensernes status, men statsminister Helle Thorning-Schmidt har udtalt til Politiken, at regeringen »arbejder for et ja, men vi ønsker ikke at gå enegang«.

I EU er landene splittet, da Tyskland ventes at stemme nej, Frankrig ja, mens Storbritannien sandsynligvis stemmer blankt.

At der dog nu er taget en dansk beslutning kan også have at gøre med det pres, som den danske regering har oplevet fra flere sider forud for afstemningen. De nordiske søsterpartier i Sverige og Norge har ifølge Berlingske forsøgt at få danskerne til at bakke op om det palæstinensiske ønske om at komme et skridt nærmere magtcentret i FN.

Allerede længe inden afstemningen tog den norske regering stilling til et ja til forslaget - dog med et lille »men«: at afstemningsteksten indeholder et angreb på Israels suverænitet.

Også SFs svenske søsterparti, Vänsterpartiet, ønsker et ja. Gruppeformanden har forklaret over for Berlingske, at han vil være decideret »skuffet«, hvis udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og den danske regering endte med at stemme blankt.

USA, Israels vigtigste allierede, har også kastet sig ind i Palæstina-spørgsmålet i FN, og der spekuleres i, at amerikanerne ganske kort før torsdagens afstemning vil give Det Palæstinensiske Selvstyre et konkret tilbud, der måske kan få dem til at sætte afstemningen på hold.

USA har desuden i en fortroligstemplet henvendelse til Danmark advaret mod at stemme for en opgradering af palæstinensernes status i FN, skriver Berlingske. Opgraderingen vil betyde, at palæstinenserne kan indbringe Israel for Den Internationale Straffedomstol i Haag, ligesom palæstinenserne vil få taleret i FNs Generalforsamling. Israel har fordømt afstemningen og siger, at et ja vil få store og negative konsekvenserne for fredsprocessen i Mellemøsten.

Selve afstemningen ventes dog at blive et massivt ja til opgraderingen af Palæstinas FN-status, og Danmarks ja bliver derfor mest af symbolsk karakter. Et symbolsk EU-ja vil dog være en vigtig gestus for palæstinenserne.