I den seneste debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater langede republikanernes Mitt Romney ud efter designfirmaet Fisker, der designer miljøvenlige biler.
- Vi skal ikke have en regering, der investerer i firmaer som Fisker - bestemt ikke, lød det direkte fra Mitt Romney under en debat i nat dansk tid mod præsident Barack Obama.
Det danske bilfirma Fisker Automotive fokuserer på miljørigtige biler, der skåner naturen. Men det er ikke noget for Romney. Fisker Automotive kom på banen i debatten, da den drejede ind på alternative handelsmetoder som løsning på den kolde handelskrig som USA kører med Kina.
LÆS OGSÅ: Romney langer ud efter dansk design
LÆS OGSÅ: Ups! Dansk luksus bil kikser amerikansk test
LÆS OGSÅ: Danskledet bilfirma får milliardlån i USA
Men står det til republikaneren bliver løsningen altså ikke noget som Fisker Automotive.
- Jeg synes, at hans kommentar landede ret langt fra virkeligheden. Hans målestoksforhold er ret lille, når man tænker på alle de benzinslugere, som amerikanerne kører rundt i. At Mitt Romney ikke er villig til at gøre noget for mere grøn energi er ret skræmmende, synes jeg, siger Jacob Nellemann, der er administrerende direktør i bilforretningen Nellemann, der importerer og forhandler Fisker-biler som de eneste i Danmark.
For nyligt måtte Fisker Automotive trække samtlige 2000 af deres 'Fisker Karma' tilbage, ligesom bilen fejlede grumt i en brugertest i USA, da bilen simpelthen gik i stå, og måtte køres tilbage på ladvogn. Mitt Romney brugte Fisker-firmaet som et 'skræmmeeksempel' på Obamas miljøpolitik og hvor galt han synes det kan gå.
Jacob Nellemann understreger, at republikanerens kommentar ikke kommer til at have nogen effekt på salget af de miljøvenlige biler.
- Men det er da småirriterende, at fokus ligger på det forkerte sted, understreger han.



