Tysk politi har forhindret en russisk mand i at møde op til en mindehøjtidelighed for et flystyrt. Manden, der mistede sin familie i styrtet, dræbte to år senere den danske flyveleder, for at hævne sig

I 2004 blev den danske flyveleder Peter Nielsen dræbt i sit hjem i Schweiz, stukket ned for øjnene af sin kone og parrets tre børn.

To år forinden havde Peter Nielsen siddet i kontroltårnet, da et passagerfly og et fragtfly stødte sammen i luften over Bodensøen på grænsen mellem Tyskland og Schweiz. 71 mennesker blev dræbt, blandt andre russiske Vitaly Kaloyevs kone og to børn.

Det var Kaloyev, der i 2004 opsøgte og dræbte Peter Nielsen, som han beskyldte for at være skyld i familiens død.

Nu er Vitaly Kaloyev atter kommet i myndighedernes søgelys. Han blev lørdag anholdt i München, hvor han var på vej til en mindehøjtidelighed i forbindelse med tiåret for flystyrtet, der kostede hans kone og børn livet.

- Tilsyneladende vil de tyske myndigheder ikke lade mig deltage i mindehøjtideligheden. Af en eller anden årsag mener de, at min tilstedeværelse er unødvendig, selv om min familie blev dræbt ved flystyrtet, siger Vitaly Kaloyev ifølge New York Times til nyhedsbureauet Interfax.

Kaloyev blev dømt for drabet på Peter Nielsen i 2005 og fik otte års fængsel. Han blev dog løsladt to år senere og vendte hjem til sin hjemby i Nordossetien, hvor han fik en heltemodtagelse. Området er kendt for at dyrke blodhævn, og de lokale myndigheder udnævnte hurtigt den arkitektuddannede drabsmand til viceminister for arkitektur og byggeri.

Til Interfax siger Vitaly Kaloyev, at Schweiz tilsynelande har sat hans visa på en observationsliste, fordi han ikke er velkommen til mindehøjtideligheden. Men ifølge Washington Post vil den nordossetiske guvernør, Taimuraz Mamsurov, ikke finde sig i behandlingen af landsmanden.

- Ledsaget af russiske diplomater vil han aflægge besøg på stedet, hvor tragedien fandt sted, skriver guvernøren på sin blog.

Efter styrtet i 2002 konkluderede en schweizisk undersøgelseskommission, at det private firma Skyguide, som Peter Nielsen arbejdede for, var delvist ansvarlig for ulykken. Peter Nielsen var alene i kontroltårnet, mens hans kollega sov.