Claus Bjarnested og hans danske familie fik oplevet superstormen Sandy på klods hold, da den fejede ind over familiens hjem i staten Connecticut.
- Som dansker er det en meget voldsom og bizar oplevelse, fortæller Claus Bjarnestad, der sammen med sin familien har boet i USA i halvandet år.
- Vi oplevede en mindre orkan sidste år, og så har vi prøvet en snestorm, men vi har ikke tidligere prøvet noget så voldsomt som det her, siger han.
Claus Bjarnestad er medejer af et shippingfirma, og familien bor i et lejet hus i byen Old Greenwich, som ligger kun 1,7 km fra kysten. Dermed ligger huset inden for det område i staten Connecticut, som blev udnævnt til obligatorisk evakueringsområde. Claus Bjarnestad og hans familie valgte dog ikke at forlade deres hus.
- Vores hus ligger meget højt, og vi spurgte vores udlejer, der mente, at der ikke var nogen risiko for, at det blev oversvømmet, og at han ikke ville være bekymret, så derfor valgte vi at blive. Det kan godt være, at nogen vil mene, at det var dumt, men det gjorde vi altså, fortæller Claus Bjarnestad over telefonen til bt.dk, mens han kører rundt i området og inspicerer skaderne .
- Der er flere ledninger, der er faldet ned, og hos vores nabo er der væltet flere træer. Og det er også oversvømmelse på et par veje tæt på, fortæller han. Naboen valgte ligesom Claus Bjarnestad at blive hjemme under stormen.
Forud for Sandys ankomst havde familien forberedt sig godt.
- Vi havde forskanset os med mad til 10 dage. Det gjorde alle, og hvis man var for sent ude, så var der næsten ikke noget tilbage i butikkerne, fortæller Claus Bjarnestad, der også sikrede familien en nødgenerator. Den er nu taget i brug, efter familien ligesom knap ni millioner andre amerikanere mistede strømmen efter nattens uvejr.
Sandy lavede ikke nogen skader på familiens hus, men familien kunne godt mærke, da superstormen var over dem ved ti-tiden mandag aften.
- Det var en ruskende oplevelse. Man bygger jo ikke huse lige så solidt herovre som i Danmark, fortæller Claus Bjarnestad og tilføjer:
- Jeg var ikke bange på noget tidspunkt, men jeg var nervøs.
Claus Bjarnestads to børn på otte og ti år tog det dog forbløffende roligt.
- De var lidt nervøse, men de faldt i søvn uden problemer, fortæller udenlandsdanskeren, der dog må tage en uventet fridag fra arbejdet i dag. Han kan nemlig ikke komme frem til sit arbejde i New York i dag grundet oversvømmelserne ved Hudson-floden. Og han kan heller ikke arbejde hjemmefra, da internet forbindelsen er røget.



