Forholdet mellem Nordkorea og USA er blevet mere anspændt over sommeren. Mandag indledes stor militærøvelse.

København. Danmark er med, når USA og Sydkorea mandag indleder en årlig militærøvelse, der af Nordkorea anklages for at være en krigstræning.

Det danske bidrag er - sammenlignet med eksempelvis det amerikanske - småt.

To officerer fra det danske flyvevåben deltager for syvende gang. Det oplyser Værnsfælles Forsvarskommando.

Militærøvelsen, der kaldes Ulchi-Freedom Guardian, begynder i en bunker, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Og i stedet for våben er det tastaturer, der skal i brug.

Første udfordring bliver nemlig en computersimuleret krig med Nordkorea.

Og krig er det generelle tema for militærøvelsen, der varer til 31. august, og som også Australien, Storbritannien, Canada, Colombia, Holland og New Zealand deltager i.

Den seneste tid har frygten for en militær konfrontation med det isolerede land fyldt meget.

Nordkoreas arbejde med at udvikle atomvåben og missiler, der kan nå USA's fastland, har fået spændingerne til at stige.

Og en trussel fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om "bål og brand", fik over sommeren ordkrigen mellem de to nationer til at eskalere.

Spørgsmålet er derfor, om Danmarks deltagelse i øvelsen midt i den højspændte situation kan give problemer?

Det vil det ikke, vurderer Liselotte Odgaard, der forsker i Asien og stormagtsdiplomati ved Forsvarsakademiet.

- Det er i Danmarks interesse at støtte op om USA og dets allierede. Og det gør vi ved at være med i denne her øvelse, siger hun.

Nordkorea plejer at reagere på militærøvelsen. Men det er svært at sige hvordan.

- Det kan være verbal kritik, det kan være missiltest, eller det kan være noget andet, siger Liselotte Odgaard.

- Men det er ikke det samme, som at vi lige pludselig har en konflikt med militære midler - det tror jeg ikke, vi får. Tværtimod tror jeg, at alle parter gør en hel del for at holde spændingsniveauet rimeligt nede, så det ikke eskalerer yderligere.

5. august vedtog FN's Sikkerhedsråd de seneste sanktioner mod Nordkorea, der siden 2006 har været sanktioneret på grund af styrets forsøg på at fremstille atombomber og langtrækkende raketter.

- Siden FN-sanktionerne har der været relativ ro på. Nordkorea har faktisk afholdt sig fra at lave missiltest eller andet, siger Liselotte Odgaard.

Alligevel har Kina, der er Nordkoreas vigtigste allierede, opfordret både USA og Sydkorea til at droppe øvelserne.

Men heller ikke det kan få store konsekvenser for Danmark og handelsforholdet til kineserne. Det vurderer Liselotte Odgaard.

- Kina har signaleret, at både USA og Nordkorea bør forholde sig i ro, indtil man finder en bedre løsning på den koreanske halvø - en løsning der stabiliserer tingene. Det vil bestemt ikke skade Danmark i forhold til Kina.

/ritzau/