En dyrepasser fik sig noget af en overraskelse, da han kom ind til flodhesten. Nu gælder det om at finde et navn.

I Københavns Zoo kender man endnu ikke hverken navn eller køn på den lille ny flodhesteunge, som til alles store overraskelse kom til verden torsdag morgen.

Kønnet på flodhesten kendes ikke, fordi man ganske enkelt ikke har tjekket det endnu, og med hensyn til navnet er det slet ikke alle dyrene, der får et. Men for flodhestene er der tradition for navngivning.

Her er der dog flere ting, der skal tages hensyn til. I Københavns Zoo's navnepolitik for dyr står der blandet andet, at navnet bør tage udgangspunkt i artens geografi, habitat, zoologi og/eller kulturhistorie.

Se også: Lille pige sender løve et flyvekys – den her reaktion havde hun nok ikke forventet

Eksempelvis fik næsehornet Pilan sit navn efter nationalparken, hvor dens mor kommer fra - Pilanesberg.

Hvordan navnet bliver valgt, er også forskelligt. Nogle gange bliver der blandt de ansatte i Zoo stemt om det, mens det andre gange er dyrepasserens opgave at vælge det.

I det her tilfælde ville det være dyrepasser Brian Stefanski. Det var ham, der torsdag morgen mødte ind på arbejde og fik sig en gevaldig overraskelse, da der i flodhestehuset var en flodhest mere end normalt.

Se videoen: Løvinde genkender sin redningsmands stemme - og så får hun folk til at tabe kæben

Den ene af hunnerne havde natten til torsdag født en unge, uden at de ansatte i Zoo anede noget om, at der var en lille ny på vej. Ikke lige nu i hvert fald.

»Vi har den sidste tid talt om, at hun forhåbentlig ville få en unge i løbet af 2017. Så det var selvfølgelig en stor og dejlig overraskelse, at hun allerede var drægtig og altså har født her til morgen,« lyder det fra dyrepasser Brian Stefanski i en pressemeddelelse.

Den nybagte flodhestemor havde ganske usædvanligt ikke udvist tegn på, at hun var drægtig. En af grundene til det store overraskelsesmoment.

»Hunnen bliver som regel mere aggressiv, trækker sig væk fra flokken og måske løber der mælk fra patterne, som kan ses på gulvet i stalden. Vi har ikke oplevet noget som helst, der pegede i den retning, så man kan roligt sige, at fødslen kom bag på os.«

Det forventes, at den nye flodhesteunge om 10-14 dage bliver lukket ud, så publikum kan se den.