Det er ikke første gang, svenskerne jager russiske ubåde. I 1981 var jagten dog ikke nødvendig, for ubåden U137 gik på grund, da den sejlede lidt for tæt på den svenske flådebase i Karlskrona. Læs om de ti dages drama her.
I disse dage er den svenske flåde i gang med at lede efter en russisk ubåd, der formentlig er nødstedt og befinder sig i skærgården nær Stockholm. Man har opfanget radiokommunikation fra en sender i området, først på russisk og senere krypterede samtaler, der blev sendt til en sender i Kaliningrad, hjemstedet for den russiske Østersøflåde.
Jagten på ubåden minder svenskerne om tiden under den kolde krig og måske især om oktober 1981, hvor en sovjettisk ubåd gik på grund, ganske tæt på den svenske flådebåse Karlskrona.
Svenskerne kalder ubåden for U137, fordi Sovjet ikke offentliggjorde sine ubådes numre. Den hed dog S 363, hvilket først kom frem senere.
Det var dramatiske dage i Sverige.
27 oktober
S 363, der er af typen Whisky, er 56 meter lang og har en besætning på 56 mand, kan medbringe 18 torpedoer eller 24 miner. Den rammer ved et uheld en underjordisk klippe, kun få kilometer fra den svenske flådebase ved Karlskrona og kommer derfor til syne i svensk farvand. Ubåden forsøger at komme tæt på flådebasen, samtidig med at den forsøger at ligge i radarskygge, så den ikke opdages. 27. oktober om aftenen går det imidlertid galt. Ubåden ramler ind i noget.
Mandskabet forsøger at få ubåden til at gå fri ved at lade den stige i vandet. Den er nu synlig, men ligger fast. Meget tæt på land, opdager kaptajnen, da han kommer op og kigger. 30-40 meter borte ligger en ø. Lidt længere væk en større ø. I husene tæt på stedet kan lokale svenskere høre motoren larme, da russerne forsøger at få ubåden fri. Men de er vant til motorlarm fra flådens øvelser.
28. oktober
De to fiskere Ingvar Svensson og Bertil Sturkman sejler ud med en fiskekutter fra Sturkö for at hente garn. De lægger mærke til en tynd oliefilm på vandet, men ser ikke mere. De sejler tilbage, Svensson tager hjem, men Sturkman sejler ud igen. Og der gør han sit livs opdagelse. Han får øje på den mere end 50 meter lange ubåd, der er sejlet på grund.
Han skynder sig hjem og fortæller Svensson om sin opdagelse. Han ringer også til flådebasen:
"Hej, jeg hedder Ingvar Svensson, jeg bor på Sturkö. Jeg ville bare fortælle, at der ligger en ubåd i Gåsefjärden, ved Torumskär".
Her gik U137 / S363 på grund i 1981:
Men på basen tror de ikke på ham. De sejler ud alligevel, men kommendørkaptajn Karl Andersson tror ikke, at han vil se en ubåd, så tæt på basen. Det må være en fejl. Men den er god nok. Den ligger der. Fire mand står i tårnet på ubåden. Et blå hvidt flag med hammer, segl og en rød stjerne vejer i tårnet. Det sovjetiske flådeflag.
Karl Andersson træder over på ubåden. Det russiske mandskab kigger på ham. Han taler til dem på engelsk. Ingen reagerer. Han prøver på tysk. En træder frem. Så kommer kaptajnen, Michailovitz Anatolij Gusjin.
- Vi kommer fra Kaliningrad. Vi er ude på opgave. Vi har fejlnavigeret. Vi har en fejl på vores gyrokompas. Jeg vil straks tale med den russiske konsul og jeg vil have kontakt med vores hjemmebase, siger han.
Svenske flådefartøjer lægger til omkring ubåden. I Stockholm går det politiske spil i gang. Den russiske ambassadør anmoder om, at sovjetiske bjærgningsfartøjer får lov til at hive ubåden fri.
Nej, lyder udenrigsministerens korte svar. Det er en opgave for svenske bjærgningsfartøjer.
Det svenske forsvar sættes i alarmberedskab. Jægersoldater, kystjægere og faldskærmssoldater kommer til basen. Torpedobåde sejler fra Stockholm. 12 mile-grænsen hvor svensk farvand bliver til internationalt farvand, vogtes mere intenst end normalt.
29. oktober
Det svenske forsvar indbyder til pressekonference. Omkring 50 journalister sejles ud til den grundstødte ubåd om formiddagen. Skibet med dem sejler få meter forbi ubåden.
I ubådens tårn lader de sovjetiske søfolk som ingenting. Men da et svensk Viggen overflyver skibet, først 100 meter over, så kun 25-30 meter over det, er det klart, at det svenske militær er i gang med en magtdemonstration. Det ophidser den øverstbefalende, Vassilij Vassilivitj Besedin, som har overtaget kommandoen på ubåden, der kræver, at presseskibet fjernes.
Samme dag spotter en svensk helikopter endnu en ubåd i området, men den forsvinder igen.
Den svenske flåde kræver at få lov at afhøre kaptajnen på skibet.
Den sovjtiske ambassadør i Stockholm meddeler, at Sovjet opgiver sine krav om selv at bjærge ubåden.
Området afspærres. Det meddeles, at det giver bøder på 10.000 kroner at opholde sig i området. Man vil sikre ubåden mod sabotage.
30. oktober
To eksperter i radioaktiv stråling fra det svenske forsvar ankommer til området. De hedder Lars-Erik de Geer og Lars Bäckman. De sejler ud til ubåden i en gummibåd for at måle strålingen fra ubåden. De skal ikke tæt på, før der er udslag på deres instrumenter.
Da de nærmer sig og sejler langs ubådens sider, bliver russerne ombord ophidsede, de gestikulerer: gummibåden skal væk. Da den ikke flytter sig, peger mandskabet på ubåden på dem med automatvåben. De føler sig i livsfare og sejler væk. Men de er ikke i tvivl: Der er uran om bord. Det betyder formentlig, at der er kernevåben ombord.
Fra Moskva lyder beskeden: Kaptajnen kan afhøres, hvis diplomater fra den sovjetiske ambassade må være med. Diplomaterne lader sig samme dag interviewe til svenske aviser. Deres forklaring er simpel: Der var noget galt med ubådens navigeringsinstrumenter. Derfor sejlede de forkert.
På ubåden har kaptajnen ikke fået beskeden hjemmefra. Selvom det i Stockholm lyder, at han gerne må lade sig afhøre, nægter han at forlade ubåden.
"Jeg venter på besked fra min hjemmebase," siger han.
31. oktober
Sovjetunionen undskylder officielt overfor Sverige for at have krænket svensk farvand.
I området er det svenske forsvar i højt alarmberedskab. I ubåden er stemningen trykket. Det er koldt.
1. november
Den sovjetiske kaptajn opgiver sin kamp mod at blive udspurgt på svensk grund.
Den svenske forsvarsminister lover på tv, at svensk militær ikke vil gå ombord på ubåden.
Sagen har nu for alvor fået international opmærksomhed.
2. november
En lille båd lægger til ved siden af den sovjetiske ubåd. Mandskabet ombord reagerer knapt. Men hvad de ikke ved er, at båden er blevet udstyret med måleudstyr, som med sikkerhed kan fastslå, om der er kernevåben ombord på ubåden, som man mistænker.
Det svenske militær og statsministeren får besked. Der fidnes uran 238 ombord på ubåden. Det betyder, at der er kernevåben. Få kilometer fra en svensk base. Tæt på svensk jord.
Samme eftermiddag afhøres skibets kaptajn kapten Gusjin. Han føres fra ubåden med helikopter til skibet Västervik, hvor han forhøres i seks timer. Det kommer der nu ikke så meget ud af. Ubådens instrumenter havde en fejl, insisterer han. De anede ikke, at de var på forkert kurs. Næh, de troede såmænd, at de var 20 distanceminutter fra den polske kyst. Alt er en fejl. Instrumenternes skyld.
Efter forhøret er Moskva rasende. Det er en ydmygelse, at fotografer og filmfolk har kunne fotografere Gusjin, da han gik fra skibet til helikopteren. Aldrig mere forhør på svensk grund, kræver de. Alle afhøringer skal ske på ubåden nu.
Samme eftermiddag blæser det 24 meter i sekundet. Der bliver sendt nødraketter op fra ubåden. Den vælter i vinden, den krænger over. Fare, fare, fare. Officerer i den svenske flåde gør klar til at trække ubåden fri, så den ikke vælter og synker med fare for mandskabets liv.
Men det viser sig, at det er et trick for at forsøge at komme fri. Der var ingen nødsituation. Ubåden havde kun en anelse slagside.
3. november
Den svenske forsvarsminister er på vej til Karlskrona for at se ubåden. Han er allerede kritiseret for at ikke at have været der før. Men han når aldrig frem. I lufthavnen får han besked på at rejse tilbage. Vigtige regeringsmøder.
4. november
Hvorfor forlader den ubåd ikke Sverige? Hvad sker der? Den svenske befolkning undrer sig, men de kender ikke sandheden.
En del af den står i den rapport, som Karl Andersson, der stod for forhøret af den sovjetiske kaptajn, afleverer. Den er 70 sider lang og fortæller blandt andet om det seks timer lange forhør og om Anderssons inspektion af ubåden den første dag.
5. november
Der har hele tiden været radiokontakt mellem Kaliningrad og ubåden. Mandskabet ved, at svenskerne lytter med, så kommunikationen har været formel og nøgtern. Men denne dag er det anderledes.
- Karl Andersson er her igen. Han undersøger båden, råber en.
- Han vil undersøge forenden. De kræver at undersøge vores torpedorør. Det er et aldeles urimeligt krav. Vi tillader det aldrig. Vi kontrollerer vores torpedoer selv.
Der kommer ikke svar fra Kalingrad. Nogle timer senere, da mandskabet kræver at bestemme over bjærgningen, lyder svaret dog:
- Lyt til svenskerne. Lad dem bestemme. Jo før I kommer derfra, jo bedre.
Samme eftermiddag er der pressekonference i Stockholm. Kl. 16.38 siger statsminister Thorbjörn Fälldin:
- Med stor sandsynlighed findes der en eller flere kerneladninger ombord på ubåden. Med stor sandsynlighed, grænsende til vished, findes der uran 238 ombord. Dette er den værste krænkelse af svensk territorium siden Anden Verdenskrig.
6. november
Klokken 8.03 indledes den aktion, der skal frigøre det grundstedte skib. Den svenske lods får ikke lov til at gå ombord, men arbejder fra en nærliggende båd. Efter en halv time er bugseringen lykkedes, skibet kan sejle for egen kraft. 10.45 er skibet i internationalt farvand. Sverige er atter kernevåbenfrit.
Overleveringen af ubåden sker via radio. Fra det russiske skib, som ubåden overgives til, lyder det:
- Jeg takker for den udvidste hjæp. Lykkelig rejse.
Den svenske Klintebo og den sovjettiske officerer Kalinin siger det samme ord i de sidste to beskeder til hinanden:
På gensyn.
De to mødes næppe igen. Men måske vil russiske og svenske officerer igen skulle udveksle ubåde, hvis det viser sig, at det er sådan en, der rumsterer rundt i den den svenske skærgård i oktober 2014. Ingen ved dog, hvad der har sendt radiosignalerne. Endnu.
