Centrum-højrelederen Nicos Anastasiades har vundet det cypriotiske præsidentvalg med 57,5 procent af stemmerne.

CYPERN: Cyprioterne har med et stort flertal på 57,5 procent af stemmerne valgt centrum-højrelederen Nicos Anastasiades som landets nye præsident, skriver BBC.

Den 66-årige overtager magten i et land på randen af konkurs på grund af den dybe afhængighed af grækernes økonomi.

Han støtter en hurtig aftale med landets kreditorer i en redningsplan for den cypriotiske økonomi.

»Min førsteprioritet er at genskabe Cyperns troværdighed,« sagde Anastasiades i sin sejrstale foran jublende tilhængere i hovedstaden Nicosia.

»Jeg er fast besluttet på at arbejde sammen med vores EU-partnere og - på samme tid - leve op til vores forpligtelser. Jeg vil gennemføre de nødvendige tiltag for at styre vores land ud af den økonomiske krise,« sagde præsidenten, mens tilhængerne viste deres medbragte cypriotiske og græske flag.

Den cypriotiske økonomi er i tilbagegang, og staten mangler penge. Derfor bad landet i juli sidste år EU om en hjælpepakke til at sikre landets banker.

Den nye præsidents første opgave bliver at bringe de langstrakte forhandlinger om hjælp videre og nå en aftale med de 16 andre eurolande og Den International Valutafond (IMF).

Taberen af præsidentvalget, Stavros Malas, havde også støttet en hjælpepakke med modsat sig en økonomisk hestekur.

Anastasiades vil forsøge at udnytte enorme naturgasfund ud for den cypriotiske kyst, men risikerer øgede spændinger i forholdet til Tyrkiet over de værdifulde fund i havet mellem de to lande.

Han vil også være under pres for at nå ud til de tyrkiske cyprioter i den nordlige del af landet, som har været afskåret fra resten af landet, siden Cypern blev delt for næsten 40 år siden.