Branden blev sent torsdag anstiftet i området Cascadas de las Lomas i Sitio de Calahonda. Det ligger i bjergene mellem Coin og Marbella i Sydspanien. Senere har den bredt sig rundt i en form for cirkel, først mod kysten, lidt vest for Fuengirola, derefter stik vest mod Marbella.
- En af vores medarbejdere er sluppet utrolig heldigt. Hun bor i et ar de ramte områder. Men fordi hendes hus ligger på en grund uden træer, nåede branden ikke hen til hende. Hendes hus er det eneste i området, der har klaret den, siger Kai Holm.
Branden har gjort mange tusinde beboere hjemløse. Kendte som ukendte. Den kendte sanger Julio Iglesias gård i La Mairena-området brændt ned til grunden, skriver Radiosolymar.es. Ifølge det dansksprogede site har pyromanerne bag branden været ualmindelig udspekulerede. Ilden er påsat i et område, hvorfra den p.g.a. vindforholdene har bredt sig i lyntempo.
- Jeg forstår, at ilden er påsat. Pyromanbrande er i sig selv ondskabsfulde. Det bliver ikke mindre ondt i dette tilfælde. Branden er påsat efter mørkets frembrud i går. Det betyder, at det spanske brandvæsen har haft dårligere muligheder for at slukke ilden end normalt. Normalt tanker helikoptere vand i havet, som så flyves ind og bruges til at slukke ilden. Det har ikke været muligt, mens det var mørkt, siger Kai Holm.
Også bokseren Brian Nielsen bor i området, i Calahonda tæt på kysten. Det er ikke lykkedes bt.dk at fange ham for en kommentar.