Redningsarbejderne ved det kæntrede italienske krydstogtskib Costa Concordia må fortsat vente på at kunne tømme skibet for de 2.300 ton brændstof, der befinder sig i tankene. Det skriver BBC.
Pumpearbejdet var planlagt til at begynde lørdag, men på grund af dårligt vejr er det nu udskudt til midt i næste uge. De italienske vejrudsigter viser dårligt vejr frem til tirsdag, og den hollandske virksomhed, der har fået til opgave at tømme tankene, håber at kunne gå i gang derefter. Det er ventet, at det vil tage omkring fire uger at få tømt brændstoftankene.
Lørdag fandt dykkere på skibet liget af en kvinde, der menes at have været en del af besætningen. Antallet af døde er nu oppe på 17, mens 15 fortsat savnes. Der var omkring 4.200 mennesker om bord, da skibet kæntrede 13. januar.
BNB





















