Hillary Clintons stab er blevet evakueret fra kampagnelokalerne i New York, efter praktikanter åbnede dagens post og fandt en ’mistænkelige hvid substans’, skriver flere udenlandske medier.

De to praktikanter i kampagnekontoret på det centrale Manhattan fandt det mistænkelige hvide pulver i et brev fredag aften og tog det med til demokraternes kontor i Brooklyn, hvor endnu to kom i berøring med pulveret, der endnu ikke er identificeret.

Her slog de alarm, og hele etagen blev evakueret, skriver New York Post

Hillary Clinton selv var ikke på kontoret, da hun befandt sig i svingstaten Ohio.

Fire mennesker kom i berøring med stoffet, men ingen er kommet til skade.

Politiet i New York ved endnu ikke, om pulveret var farligt, men efterforskningen er fortsat i fuld gang.

Det er ikke uden grund, at et tilsyneladende harmløst hvidt pulver skaber panik. I kølvandet på angrebet på New York 11. september 2001, blev den amerikanske by udsat for et omfattende angreb på medier og medlemmer af kongressen, der fik tilsendt det lisfarlige stof miltbrand i breve.

Fem blev dræbt, og 17 alvorligt syge.

Ifølge Daily Mail er det første gang, Hillary Clinton, som dog ikke var til stede fredag aften, udsættes for et potentielt angreb. Til gengæld har hendes modkandidat Donald Trump flere gange haft lignende oplevelser. Blandt andet i april, hvor seks mennesker måtte i isolation, efter en praktikant på kontoret i New York åbmede et brev med mystisk hvidt pulver.

Blot en måned forinden fik den republikanske søn et lignende brev med en truende besked om, at hvis faderen ikke droppede sine præsidentdrømme, ville det næste brev indeholde ægte miltbrand.

Alle forsendelser viste sig dog at være ufarlige.