Den amerikanske udenrigsminister er rejst til Mellemøsten for at forsøge at sætte en stopper for blodsudgydelserne i Gazastriben.

ISRAEL: USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, er tirsdag aften ankommet til Israel, hvor der venter hende en lang række diplomatiske forhandlinger, der skal sætte en stopper for de blodige kampe mellem Hamas og israelerne.

Kort efter at hun var landet, tog Clinton hul på det første møde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og her lovede hun at arbejde for en våbenhvile i Gazastriben.

- I de kommende dage vil USA arbejde sammen med vore partnere her i Israel og i regionen for at nå et resultat, som øger sikkerheden for det israelske folk og forbedrer forholdene for folket i Gaza samt bevæger sig i retning af fred for alle folk i regionen, sagde Clinton ifølge Reuters.

I de næste par dage vil den amerikanske udenrigsminister også mødes med ledere fra det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, og onsdag rejser hun til Cairo for at diskutere den anspændte situation mellem israelerne og den palæstinensiske Hamas-bevægelse med den egyptiske præsident, Mohamed Morsi.

Håbet er at skabe fred og stabilitet, lyder det fra Clinton.

- Det er essentielt at stoppe eskaleringen af situationen i Gaza. Raketangrebene fra terroristorganisationer i Gaza og de israelske byer skal stoppe, og roen genoprettes. Målet må være et vedvarende resultat, som fremmer regional stabilitet og fremmer sikkerheden.

Under deres fælles pressemøde bakkede Netanyahu op om det internationale samfunds bestræbelser på at sikre fred, og han slog samtidig fast, at Israel helst ser en diplomatisk løsning på konflikten.

- Hvis der er mulighed for at nå en langsigtet løsning på problemet med diplomatiske midler, foretrækker vi det. Men er det ikke muligt, er jeg sikker på, at I forstår, at Israel er nødt til at gribe til en hvilken som helst handling for at forsvare vores folk, sagde han.

Tirsdag meddelte Hamas, at der var indgået en våbenhvile mellem de stridende parter, men det dementerede Israel senere. Israelerne kræver en fredelig periode på 24 timer, før de vil acceptere en våbenhvile.