Afgående udenrigsminister Hillary Clinton bragte tirsdag tvivl om spørgsmålet om, hvorvidt hun går efter præsidentposten efter Obama.

USA: Da den afgående amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton i et interview med National Public Radio tirsdag blev spurgt om, hvilke overvejelser hun gør sig i forhold til at stille op til præsidentvalget om fire år, svarede hun, at hun ikke kan se sig selv »vende tilbage til politik.«

- Det er ikke nogle spørgsmål, jeg stiller mig selv. Jeg ser virkelig frem til at træde væk fra den overhalingsbane, jeg længe har befundet mig i. Jeg kan ikke se mig selv vende tilbage til politik, sagde hun ifølge et uddrag af interviewet, skriver Reuters.

65-årige Hillary Clinton vil i denne uge træde tilbage som udenrigsminister, efter senator John Kerry tirsdag blev godkendt som ny udenrigsminister med et overvældende flertal i USAs senat. Det skete med stemmerne 94 for og blot tre imod.

John Kerry, der er senator i Massachusetts, stillede op som Demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2004, men tabte som bekendt til republikaneren George W. Bush.

BNB/Reuters