Lederen af det amerikanske efterretningsvæsen er trådt tilbage, fordi han har været sin kone utro. En midlertidig afløser er på plads.

USA: Chefen for USAs efterretningstjeneste David Petraeus har fredag trukket sig fra posten, skriver flere internationale medier.

Årsagen er, at han har haft en affære, og det har han valgt at tage konsekvensen af, skriver han i et opsigelsesbrev, som TV-stationen NBC gengiver på sin hjemmeside.

- I går eftermiddag tog jeg til Det Hvide Hus for at bede præsidenten om tilladelse til af personlige årsager at træde tilbage fra posten som leder af CIA. Efter at have været gift i over 37 år, udviste jeg ekstremt dårlig dømmekraft ved at indlede en udenomsægteskabelig affære. Sådan en opførsel er uacceptabel, både som ægtemand og leder af en organisation som vores, skriver Petraeus, der fra 2007 til 2008 var øverstkommanderende general for USAs og NATOs styrker i Irak.

Hans midlertidige afløser bliver Mike Morrell, der i dag er viceleder af CIA.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har USAs præsident, Barack Obama, accepteret Petraeus’ opsigelse. Obama fastslår i en pressemeddelelse, at han stadig har tillid til efterretningstjenesten.

- Jeg har fuld tillid til, at CIA vil fortsætte med at udvikle sig i en positiv retning og med at udføre sin vigtige opgave, og jeg har den største tillid til stedfortrædende leder, Michael Morrell, lyder det fra Det Hvide Hus.

Obama skriver også, at hans tanker går til Petraeus og hans kone.

- Jeg ønsker dem alt det bedste i denne svære tid.

I sit opsigelsesbrev roser Petreaus de medarbejdere, han nu skal sige farvel til.

- Tak for jeres ekstraordinære tjeneste for vores land og de bedste ønsker om fortsat succes med de opgaver, der ligger foran vores land og efterretningstjeneste, slutter han af.