New Jerseys guvernør dropper formentlig sit forsøg på at blive USA's næste præsident, oplyser Fox og ABC

Washington DC: USA's næste præsident kommer efter alt at dømme ikke til at hedde Chris Christie.

Hans fremtid i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat afgøres i disse timer.

En talskvinde for Christie siger, at "der ikke er truffet nogen beslutning", men flere store medier i USA har andre oplysninger.

Inden talskvinden Sam Smith kom med sin melding i en e-mail til Reuters, skrev tv-stationen Fox Business News på Twitter, at Christie trækker sig.

Fox har ikke kilder på sin oplysning.

Tv-stationen ABC skriver, at Christie ventes at opgive sit kandidatur onsdag og noterer, at han har aflyst et vælgermøde i South Carolina, hvor næste primærvalg finder sted.

Derimod rapporterer tv-stationen CBS, at det muligvis vil vare et døgn, før Christie er klar med en beslutning om sin fremtid på kandidatlisten.

Christie, der er guvernør i New Jersey, endte som nummer seks ved primærvalget i New Hampshire tirsdag.

Ifølge Reuters havde han investeret store dele af sin kampagnes ressourcer i et godt resultat i New Hampshire. Et godt resultat her blev i hans lejr regnet for afgørende.

Men i valgkampen er han som de fleste andre kandidater blevet overskygget af rigmanden fra New York Donald Trump, der også vandt i New Hampshire.

Når eller hvis, Christie dropper sit kandidatur, vil der være otte kandidater tilbage i opgøret om at blive republikanernes kandidat til at afløse præsident Barack Obama i Det Hvide Hus.

/ritzau/Reuters