Nordkoreas »store søn født af himlen«, Kim Jong-un, er for ganske nylig blevet gift.
Den opsigtsvækkende nyhed, som for første gang er sluppet ud af det nærmest hermetisk lukkede styre i Pyongyang, er netop blevet præsenteret på nordkoreansk stats-TV, oplyser AP.
Kim Jong-uns kone er angiveligt en ung sangerinde ved navn Ri Sol Ju.
I nogle uger har der floreret billder af en elegant ung kvinde, som stod ved siden af Kim Jong-un ved forskellige officielle ceremonier, og det har ført til talrige gætterier: Var den unge kvinde en hemmelig hustru? Var det Kim Jong-uns søster, Kim Yo Jong? Eller var hun måske sangerinden Hyon Song-wol, som flere gættede på?
Med nyheden om »den store efterfølgers« giftermål tyder meget på, at kvinden var denne Ri Sol Ju.
Nordkorea er så lukket, at omverdenen kun har ganske begrænset viden om Kim Jong-un, der overtog magten efter sin fars død i december 2011. I forhold til tidligere er styret dog gradvist begyndt at åbne sig, og i sidste uge oplyste en kilde »med tætte forbindelser til både Pyongyang og Beijing« til Reuters, at Kim Jong-un har planer om store økonomiske reformer. Planerne er angiveligt så konkrete, at der allerede er oprettet et særligt politbureau, som skal overtage kontrollen med økonomien fra det magtfulde militær.
- Før i tiden var regeringen en tom skal uden noget at skulle have sagt om økonomien. Militæret kontrollerede økonomien, men det vil ændre sig nu, siger kilden til Reuters.
Reformprogrammet kan vise sig at blive den mest omfattende forandring i årtier i Nordkorea, som ellers er mest kendt for sit brutale diktatur, enorme militær og sin ekstreme fattigdom.
Kim Jong-un afskedigede tidligere på måneden sin 69-årige hærchef Ri Yong-Ho fra samtlige militære og politiske poster. Den officielle forklaring lød på sygdom, men afskedigelsen er også blevet udlagt som en decideret magtovertagelse fra den unge leder. Kim Jong-un overtog nemlig selv posten som øverstkommanderende for Nordkoreas militær og opnåede dermed fuld kontrol med både staten og militæret - den mest magtfulde nordkoreanske institution med omkring 1,2 millioner soldater.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International anslår, at op mod 200.000 politiske fanger sidder fængslet i arbejdslejre i »Den Demokratiske Folkerepublik Korea.« Ifølge rapporter er tortur og henrettelser udbredt i lejrene, og føden består blandt andet af kakerlakker og majskolber med komøg.



