Hillary Clinton var sikkert på vej mod Det Hvide Hus. Hun skulle blot undgå tåbelige fodfejl i valgkampens sidste dage, så var sejren over Donald Trump så sikker, som at der bliver serveret kalkun til Thanksgiving Day. Men så dukkede et spøgelse fra fortiden pludselig op igen.

Søndag kom det frem, at FBI igen vil granske en række emails, som kan have forbindelse til Hillary Clinton. Det på ny sætter spørgsmålstegn ved Clintons dømmekræft i sin tid som udenrigsminister og sætter hende i forbindelse med en pinlig sexskandale.

I en ny meningsmåling, som er foretaget for ABC News og Washington Post efter afsløringen, stormer Donald Trump frem på Clintons bekostning - og meget tyder på, at mail-sagen spiller en afgørende rolle for vælgerskreddet.

Målingen er intet mindre end chokerende læsning for demokraten Hillary Clinton og hendes støtter. De seneste par uger har hun haft en komfortabel føring over Trump, men den er ifølge den spritnye meningsmåling pist forsvundet. Nu er der dødt løb i kampen om at blive USA's næste præsident. Ifølge målingen fører Clinton nu blot med et procentpoint. 46 procent af de adspurgte peger på hende, mens republikaneren Donald Trump står til 45 procent af stemmerne.

Fire procent peger på Libertarianernes kandidat, Gary Johnson, mens Det Grønne Partis kandidat, Jill Stein får opbakning fra to procent af vælgerne.

Optræk til valggyser

Ja, faktisk er det nu så tæt mellem Clinton og Trump, at de to ellers ubetydelige kandidater kan ende med at afgøre valget. De tiltrækker sig nemlig væsentlig flere af Clintons potentielle vælgere end Trumps. For spørger man vælgerne, hvem de foretrækker af de to reelle præsidentkandidater, fører Clinton med tre procentpoint.

Men selv det er inden for den statistiske usikkerhed i meningsmålingen. Mod al forventning kan valget den 8. november udvikle sig til at blive en gyser.

Den nye meningsmåling bekræfter en tendens, som startede allerede før email-sagen begyndte at rulle på ny, og siden er blevet forstærket: at Donald Trump haler ind på Clinton i valgkampens slutspurt.

Meget tyder på, at netop email-sagen er en tungtvejende årsag til, at Hillary Clinton mister terræn på dette kritiske tidspunkt. Omkring en tredjedel af vælgerne siger nemlig, at de er mindre tilbøjelig til at stemme på hende, efter genåbningen af email-sagen.

En overvejende del af disse vælgere ville uanset hvad stemme på Donald Trump, men sagen kan alligevel blive tungen på vægtskålen, idet den kan få flere af Trumps potentielle vælgere til at troppe op på valgstederne, mens ABC News vurderer, at nogle af Clintons mere usikre vælgere i stedet bliver hjemme.

Er Clintons vælgere for selvsikre?

60 procent af de adspurgte i meningsmålingen føler sig sikre på, at Hillary Clinton vinder valget, men paradoksalt nok også det kan vise sig at være til Trumps fordel. For der er tradition for, at mange vælgere ikke stemmer, hvis de ved, deres foretrukne kandidat alligevel vinder. Og det kan blive tungen på vægtskålen nu, hvor Donald Trump haler ind på Clinton.

Hillary Clinton har tidligere været undersøgt af FBI i forbindelse med hendes brug af en en privat email-server i perioden 2009-2013, hvor hun var USA's udenrigsminister. Hun blev i sommer frikendt i sagen, som ellers satte et stort spørgsmålstegn ved hendes dømmekraft, da der florerede dybt hemmelige oplysninger på den private mail-server, som slet ikke var lige så sikker, som hendes officielle mail-konto.

Søndag kom det frem, at FBI har fået en dommerkendelse med henblik på igen at granske mail med forbindelse til Hillary Clinton. De nye email er angiveligt fundet på en computer tilhørende Clinton-rådgiveren Huma Abedin og hendes eks-mand Anthony Weiner for flere uger siden. Weiner var en lovende politisk stjerne, indtil det af flere omgange kom frem, hvordan han havde sex-chattet og sendt nøgenbilleder til unge kvinder helt ned til 15-års-alderen.

Den nye chokmåling er ikke ene om at give Donald Trump vind i sejlene. Også når man tager et gennemsnit af alle landsdækkende målinger, haler Trump ind - om end de generelt viser et noget større spænd end det ene procentpoint i ABC News' og Washington Post's måling. Ifølge det seneste gennemsnit fra RealClearPolitics er Clinton 4,3 procentpoint foran. Til sammenligning førte hun med hele 7,1 procentpoint så sent som den 18. oktober.