Onsdag kan Chicagos børn og unge igen komme i skoler og børnehaver, efter lærerne i byen i flere dage har strejket over utilfredshed med løn og arbejdsvilkår.

USA: Præsident Obama og hans kampagnefolk kan ånde lettede op. Storstrejken i Chicago, hvor lærere har nægtet at arbejde, og hvor skole, gymnasier og børnehaver derfor i flere dage har været lukket, er nu afblæst.

Ifølge Reuters besluttede lærerne ved afstemning tirsdag at vende tilbage til arbejdet, og dermed kan de 350.000 børn og unge i det tredje største skoledistrikt i USA igen få undervisning.

Strejken har trukket national opmærksomhed til de hårdt prøvede byskoler, og den blev været en trussel mod Obama, fordi problemerne ramte hans hjemby. Strejken bundede i lærernes uenigheder med bystyret om løn og reformer af undervisningssystemet, og det endte på konfrontationskurs med byens demokratiske borgmester, Rahm Emanuel. Han er tidligere rådgiver for præsident Obama og desuden top-fundraiser i hans kampagne.

Ifølge Reuters søgte borgmesteren en domstolsafgørelse, der skal afslutte strejken, som lærernes fagforening bakker op om.

- Jeg vil ikke stiltiende se til, at Chicagos børn bliver brikker i en intern konflikt, sagde Rehm Emanuel til Reuters.

Obama henter traditionelt masser af stemmer blandt det amerikanske lærerkorps og har ikke råd til at lægge sig ud med dem eller med fagforeningerne, men samtidig støtter han de reformer, som Rahm Emanuel står som eksponent for.

Dog er den lurende katastrofe nu afblæst, og de 29.000 lærere og øvrige medarbejdere skal om to uger formelt stemme om aftalen, hvor både de og borgmesteren har indgået nye kompromisser.

- Denne aftale er et ærligt kompromis. Det betyder en ny dag og en ny retning for Chicagos offentlige skoler, sagde borgmesteren efter lærernes beslutning om at gå på arbejde igen onsdag.