Den nu 77-årige massemorder Charles Manson vil forsøge at blive prøveløsladt

Charles Manson, der rystede USA og resten af verden med ni mord i 1960erne, forsøger at blive prøveløsladt.

Senere på måneden vil han forsøge at overbevise et prøveløsladelsesnævn i Californien om, at han er klar til at forlade Corcoran State Prison, hvor han afsoner sin livstidsdom, skriver San Francisco Chronicle.

77-årige Charles Manson har søgt om prøveløsladelse 11 gange tidligere, og har fået sit ønske afvist hver gang - senest i 2007.

Dengang begrundede nævnet afslaget med, at Charles Manson »stadig udgør en stor fare for andre, og at han stadig kan skade alle, som han kommer i kontakt med«.

Charles Manson nægtede desuden at deltage i prøveløsladelseshøringen og lade sig teste af fængslets psykologer.

- Han nægtede at samarbejde, så konklusionen blev, at han stadig er til fare for offentligheden, sagde anklager Patrick Sequeira dengang til avisen Los Angeles Times.

Manson har aldrig sagt, at han fortryder drabene og hævdede i 2007 i stedet, at han er politisk fange.

I 1972 blev Charles Manson kendt skyldig i ni mord og blev dømt til døden. Den dom blev i USAs Højesteret omstødt til livstid med mulighed for prøveløsladelse fem år senere.

Mordene fandt sted i 1960erne og et af ofrene var den højgravide skuespillerinde Sharon Tate, som var gift med filminstruktøren Roman Polanski.