____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>15-årige Cassidy Stays familie blev udslettet for øjnene af hende i onsdags. Onkelen Ronald Lee Haskell gik amok og skød Cassidys forældre og yngre søskende, som var mellem fire og 13 år gamle i Houston, USA.

Cassidy havde han også udset sig som offer, men hun overlevede ved at spille død efter at et skud havde strejfet hendes hoved.

- Jeg kommer til at møde dem igen en dag, sagde Cassidy Stay om sin familie under en mindehøjtidelighed, der blev afholdt i deres hjemby Spring i lørdags.

Det skriver Houston Cronicle.

Flere hundrede var mødt op på Lemm Elementary School for at udtrykke deres støtte til den 15-årige pige, som var blevet udskrevet fra hospitalet dagen før mindehøjtideligheden.

Og havde det ikke været for Cassidys snarrådighed, havde tragedien sandsynligvis været endnu større. Efter at have dræbte hendes forældre og søskende ville 33-årige Ronald Lee Haskell fortsætte sin morderiske færd hos bedsteforældrene. Da han forlod familiens hjem, kontaktede Cassidy politiet, hvorefter Ronald Lee Haskell blev anholdt før han nåede at dræbe endnu flere.

- Glæde kan findes selv i de mørkeste stunder, hvis man husker at tænde lyset, sagde Cassidy Stay.

Citatet er hentet fra Albus Dumbledore i Harry Potter-bøgerne.

- Uden hendes mod og klare tankegang havde vi måske skullet sørge over drabene på 20 mennesker i dag, inklusiv mig selv og alle mine børn og børnebørn, sagde Cassidys bedstefader Roger Lyons under højtideligheden, hvor flere andre familiemedlemmer også deltog.

Det var Cassidy, som åbnede døren, da Ronald Lee Haskell kom. Hun forsøgte at holde ham ude, men han sparkede døren op.

Haskell har tidligere været gift med Cassidys mors søster. Netop eks-konen var Haskells mål med blodrusen. Ifølge Cassidy Stay bagbandt han hele hendes familie og prøvede at true dem til at fortælle, hvor hun befandt sig. Men uden held. Derefter likviderede han dem.

Ronald Lee Haskell er anholdt og sigtet for de seks drab.