Canadas handelsminister siger, at hun er meget skuffet og taler om en forspildt chance, skriver belgisk tv.

Bruxelles. Det er ikke lykkedes at blive enig med Vallonien om en frihandelsaftale mellem EU og Canada. Det meddeler den canadiske handelsminister, Chrystia Freeland, ifølge belgisk tv.

Freeland siger, at hun er meget skuffet og taler om en forspildt chance, skriver den statslige belgiske tv-station RTBF på sin hjemmeside.

Trods enormt pres fra hele EU og forhandlinger næsten døgnet rundt siger det vallonske delstatsparlament stadig nej til at godkende handelsaftalen.

Vallonien frygter blandt andet, at canadiske virksomheder vil kunne sagsøge EU-lande, der indfører nye regler for beskyttelse af miljø og sundhed.

/ritzau/