Californien skal have højhastighedstog
Befolkning og politikere i USAs folkerigeste stat er dybt uenige, men beslutningen om landets første højhastighedsbane er taget.
Befolkning og politikere i USAs folkerigeste stat er dybt uenige, men beslutningen om landets første højhastighedsbane er taget.
USA: Efter et langstrakt politisk slagsmål har Californiens politikere nu besluttet at sætte gang i første etape af en højhastighedsbane, som skal forbinde Los Angeles og San Francisco. Banen bliver den første af sin art i USA, og vedtagelsen betragtes som en sejr for præsident Obama og statens demokratiske guvernør Jerry Brown.
Men togprojektet har delt vælgere og politikere i to stridende lejre, hvor Demokraterne udgør den ene, og med 21 stemmer mod 16 fik Demokraterne banket højhastighedstoget igennem delstatens senat.
Republikanerne vil ikke vide af højhastighedsprojektet. De mener, at rutens første 210 kilometer, der foreløbig er projekteret, er spild af penge i en tid, hvor Californien økonomisk hænger med bagdelen i vandskorpen.
Kritikerne ryster også på hovedet, fordi den planlagte første etape skal bygges i det flade landskab mellem byerne Madera og Bakersfield, der ikke just er metropoler. Linjen er derfor hånligt blevet døbt »train to nowhere«.
Også blandt demokratiske senatorer i Californien rystes der på hovedet. Senator Joe Simitian, en af fire demokrater der stemte imod, siger til Los Angeles Times:
- Det er en forkert plan, på det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt.
Det samlede projekt fra LA til San Francisco vurderes til at løbe op i 68 mia. dollar eller godt 400 mia. kr. og er planlagt til at stå færdigt i 2028, hvis finanserne tillader. Første del vil koste godt seks milliarder dollar, men kritikerne frygter, at udgifterne er løbet løbsk, inden togene kan suse af sted med 350 kilometer i timen.
Højhastighedstogets fortalere peger på de mange tusinde arbejdspladser, som projektet vil generere. Et argument, der også tæller i et område, hvor arbejdsløshedsprocenten har rundet ti.
Samtidig peger fortalerne på, at anlæggelsen er nødvendig af hensyn til infrastrukturen og fordi væksten i befolkning og biler snart vil have nået grænsen for, hvor meget kapaciteten på både veje og i lufthavnene kan klare:
- Det er umuligt at forestille sig, at der kan være vognbaner nok til en stigning på 50 pct. i antallet af biler, og der kan umuligt være start- og landingsbaner nok til at klare en stigning på 50 pct. i antallet af flypassagerer, lyder det fra den demokratiske senator Mark Leno til BBC.
Går alt som planlagt stikkes spaden til »train to nowhere« i jorden i slutningen af dette år, eller i starten af 2013.