USA: Den tidligere præsident George H.W. Bush blev mandag udskrevet fra hospitalet i Houston efter at have tilbragt næsten to måneder i sygesengen på grund af en bronkitis-relateret hoste samt flere andre helbredsproblemer, siger en talsmand for familien ifølge New York Times.

Den 88-årige Bush, som er den ældste nulevende af landets tidligere præsidenter, blev indlagt 23. november og lå en af ugerne på intensiv afdeling.

- Jeg er meget taknemmelig for de vidunderlige læger og sygeplejersker på hospitalet, som har taget sig så godt af mig. Og lad mig tilføje, at vi alle var meget bevægede over de mange »bliv-rask« beskeder, jeg har modtaget. Jeres bønner hjalp mere, end I aner, lyder det fra Bush i en erklæring fra talsmand Jim McGrath.

- Min eneste bekymring er, at jeg ikke kan komme til at takke hver og en af jer, tilføjer Bush ifølge New York Times.

BNB