Roch Marc Kaboré har fået over halvdelen af stemmerne ved valget i det konfliktfyldte, afrikanske land.

Ouagadougou: Burkina Fasos nye præsident hedder Roch Marc Kaboré. Det oplyser Den Uafhængige Nationale Valgkommission sent mandag lokal tid ifølge AFP og Reuters.

Kaboré, der var en af i alt 14 kandidater ved valget, har opnået 53,5 procent af stemmerne. Det er nok til at undgå en anden valgrunde.

Samtidig har Kaborés nærmeste rival Zephirin Diabre ifølge AFP erkendt sit nederlag.

Roch Marc Kaboré bliver den første nye leder af Burkina Faso i næsten tre årtier, efter at Blaise Compaore, der i 27 år var landets præsident, sidste år flygtede i eksil som følge af voldsomme demonstrationer rettet mod ham.

Men Kaboré er ikke noget uprøvet politisk navn i Burkina Faso. Han er tidligere premierminister i det vestafrikanske land, og han stod i mere end to årtier den tidligere præsident Blaise Compaore nær.

Kritikere har advaret mod, at Kaboré blot vil blive mere af den samme skuffe.

Zephirin Diabre får 29 procent af stemmerne, viser optællingen ifølge Den Uafhængige Nationale Valgkommission.

/ritzau/