Vi elsker demokratiet, vi elsker vores ret til at blive hørt. Vi elsker, at vi selv bestemmer. Vi fejrer det år efter år - på grundlovsdag den 5. juni - med flag, skåltaler og sang.
Under åben himmel med udsigt til et dannebrog, der blafrende i vinden lyser op over den grønne bøg.
MEN - for der er et men. Vi vil helst have, at demokratiet går vores vej, at folket stemmer, som vi selv gør. Vi kan kalde det et paradoks - et demokratisk paradoks.
I går kunne man således se og høre begavede mennesker i Danmark sige, at herboende tyrkere, der har stemt for præsident Erdogans forfatningsændringer i Tyrkiet, må forlade landet. Disse ytringer må være udtryk for den umiddelbare frustration, ellers kan vi lige så godt afskaffe demokratiet med det samme.
Det, der er styrken ved demokratiet, er også svagheden.
Folkets ret til at bestemme. Vi bryder os måske ikke om deres stemme, men det er stadig deres.
Derfor bliver vi desværre nødt til at respektere det tyrkiske folks beslutning. Grotesk eller ej.
Præcis som vi måtte respektere det amerikanske folks ønske om at få Donald Trump i Det Hvide Hus. Og briternes ønske om at forlade EU.
Vi kunne ønske os det anderledes - meget anderledes endda.
Som statsminister Lars Løkke Rasmussen konstaterede på Twitter, er det besynderligt at bruge demokratiet til at indskrænke demokratiet, som de nu har gjort i Tyrkiet. Og man kan i samme åndedrag kun håbe på, at selv de varmeste fortalere for at optage Tyrkiet i EU nu kan se, at det ikke bare er en dårlig idé, men en decideret hån mod demokratier i det øvrige Europa.
Demokratiet har sine svagheder, det kan ingen være i tvivl om. Og læren af weekendens afstemning må være, at oplysningens tid på ingen måde er forbi. I hvert fald ikke så længe vi ønsker at se demokratiet folde sig ud, som det gør på de nordlige breddegrader.
lier
