John Vick er Hillary-fan i Trumpland. BT har besøgt byen med USAs største koncentration af Trump-vælgere

John Vick ligner den arketypiske Trump-vælger. Han bor langt ude i skoven. Han har tyve skydevåben i sit lille træhus. Han er Vietnam-veteran. Og som penisoneret vand-inspektør lever John Vick af en beskeden indkomst. Alligevel vil han stemme på demokraternes Hillary Clinton.

»Ja, det er vildt, ikke. Jeg er jo en redneck. Men intet kunne ligge mig fjernere end at stemme på Donald Trump. Den mand er dødsensfarlig for vores land .. ja, for hele verden. Og det gør mig stadig dybt frustreret, når jeg kører ned ad vejen og ser alle mine naboers Trump-skilte. Det giver jo ingen mening,« siger John Vick og slår ud med sine lange arme.

BT er rejst til Atlanta i den nordlige del af staten Michigan, ikke langt fra grænsen til Canada. Den lille by med den aldrende, lavtuddannede og temmelig fattige befolkning havde under primærvalgene kæmpelandets største koncentration af Donald Trump-vælgere, sådan cirka 75 procent af den samlede vælgerskare. Og som stolt redneck, inkarneret jæger og frygtløs ejer af flere skydevåben, burde den 68-årige John Vick så ikke være lidt nervøs for den über-demokratiske Hillary Clinton?

Ifølge både Donald Trump og USAs magtfulde våbenloge, The National Riffle Association (NRA) er det jo en kendt sag, at Hillary vil tage våbnene fra alle amerikanere og således efterlade forstadsfamilierne uden forsvar imod voldelige hjemmerøvere og tvinge landets millioner af jægere til i stedet at smide sten efter ænderne. Men Vick er efter eget udsagn ’ikke bange for nogen’.

Trumps løgne

»Nej, jeg er ikke bange for Hillary. Hverken Hillary Clinton eller nogen anden politiker ved deres fulde fem, vil forsøge at ændre på det andet og vigtige punkt i vores grundlov (retten til at bære våben, red.). Og dén påstand er bare én af de mange løgne, som Donald Trump bruger til at forføre sine vælgere heroppe i ødemarken. Hillary Clinton mener blot ligesom jeg, at der bør være langt strengere regler for køb af pistoler og militær-automatvåben. Den slags bruges jo ikke til jagt. Og derfor ejer jeg ingen af delene.«

Og selvom han selvfølgelig er i mindretal, så er John Vick ikke alene med sine ’socialistiske’ standpunkter her i Michigans selvudnævnte ’elg-hovedstad’ Atlanta.

Før BT ankom, havde Vick spist frokost med sin gamle ven Phil LaMore, der bl.a. driver byens ’Atlanta Motel’, lige ved siden af flækkens eneste (blinkende) trafiklys.

»Heroppe i Atlanta er det våbendebatten, der driver de fleste til at stemme på Donald Trump. De tror, at Hillary Clinton vil tage deres våben fra dem.« Sådan siger 68-årige Phil LaMore, der driver ’Atlanta Motel’. Foto: Henning Høeg
»Heroppe i Atlanta er det våbendebatten, der driver de fleste til at stemme på Donald Trump. De tror, at Hillary Clinton vil tage deres våben fra dem.« Sådan siger 68-årige Phil LaMore, der driver ’Atlanta Motel’. Foto: Henning Høeg
Vis mere

Og 68-årige LaMore siger:

»Det er alene spørgsmålet om våbenloven, der driver vælgerne heroppe i Atlanta. Når de stemmer på Donald Trump, stemmer de jo på næsten alle områder imod deres egne politiske interesser. Trump har jo absolut ingen sympati eller planer for at hjælpe den fattigere del af amerikanerne. Men de lader sig skræmme af hans våben-løgne og de lader sig forblænde af hans succes og tror måske, at det kan ske for dem.«

Tarzan og Jane

I byens udkant halvt sidder og halvt ligger der en mand på fortovet. Han er i fuld gang med at male området omkring postkassen i en sikker trafik-gul farve – Især om vinteren kommer de store 18-hjuls lastbiler nogle gange lidt for tæt på. Og ligesom sine by-fæller Phil og John er han klar til at snakke præsidentvalg. Folk i Atlanta er generelt ret flinke.

Navnet er Tarzan, Tarzan Gehringer. Tarzans kone, der bag huset er i gang med at male en solid træbænk, hedder selvfølgelig Jane.

Og både Tarzan og Jane stemmer, som flertallet i Atlanta, Michigan på Donald Trump.

»Jeg tror på Gud. Og jeg kan ikke stemme på Hillary,« siger Tarzan Gehringer. Her står Tarzan foran sit hjemme-malede stakit med titlen fra yndlingsfilmen ’God’s Not Dead’. Foto: Henning Høeg
»Jeg tror på Gud. Og jeg kan ikke stemme på Hillary,« siger Tarzan Gehringer. Her står Tarzan foran sit hjemme-malede stakit med titlen fra yndlingsfilmen ’God’s Not Dead’. Foto: Henning Høeg
Vis mere

På det knaldblå plankeværk, der vender ud imod den travle hovedvej M-33 har Tarzan med kridhvid maling skrevet ’God’s not dead’ (Gud er ikke død, efter en ny religiøs biograffilm). Og Tarzan begrunder først, og fremmest sin stemme med religion og moral.

Vi har brug for Trump

»Jeg stoler simpelthen ikke på Hillary Clinton. Hun lyver. Hun er en del af Washington-eliten, der kun arbejder for deres egne interesser. Og hendes moral er nærmest ikke-eksisterende,« siger Tarzan, der legalt ændrede sit navn fra Jerry for små ti år siden.

Han og Jane har været gift i 40 år. De mødtes i gymnasiet. Og som han siger ’folk kaldte mig alligevel altid Tarzan’.

Selv om rygterne om sex-overgreb og beskidte ord ikke falder i god jord hos den religiøse pensionist, der har boet i området i hele sit liv. er han alligevel på Trump-holdet.

»Vi har brug for nytænkning. Vi har brug for Trump. Der skete ikke meget under Barack Obama. Og Hillary Clinton vil bare fortsætte i samme rille,« siger han.

Frygt for det ukendte

Tilbage i træhytten ude i skoven – godt fem kilometer fra byens beskedne centrum, har BTs udsendte lokket Vietnam-veteran John Vick til at fremvise sine to Purple Heart-medaljer og hans ene Medal of Valor – for hhv. at være blevet såret under kamp og for at have udvist ekstraordinært mod.

Som mange andre amerikanske krigsveteraner er John Vick først ikke meget for at tale om sit lange år i Vietnams jungle, hvor han var skarpskytte. Den 68-årige pensionist har stadig tilbagevendende mareridt om de venner, der blev sprængt i luften og skudt omkring ham.

Som skarpskytte i Vietnam fik John Vick to Purple Heart-medaljer og én Medal of Valor (for ekstraordinært mod). Til venstre er kasketten ses Vicks anti-Trump-kasket. ’Jeg elsker et tirre mine konservative naboer,« siger Vick. Foto: Henning Høeg
Som skarpskytte i Vietnam fik John Vick to Purple Heart-medaljer og én Medal of Valor (for ekstraordinært mod). Til venstre er kasketten ses Vicks anti-Trump-kasket. ’Jeg elsker et tirre mine konservative naboer,« siger Vick. Foto: Henning Høeg
Vis mere

Men ifølge Vick selv er emnet indirekte aktuelt i den igangværende valgkamp.

»Jeg er født og opvokset i dette område. Jeg har boet i det her hus siden 1976. Min familie stemte republikansk. Og det var tiden i militæret og min universitetsuddannelse, der udvidede min horisont og gav mig min aktuelle politiske holdning. Mange af Trump-vælgerne har aldrig været uden for vores lille-bitte område. De eneste sorte amerikanere, de har set, er på tv og i film. Folk er bange for dét, de ikke kender. Og derfor er det let at skræmme folk i Atlanta. Jeg var heldig nok til at slippe ud. I militæret kæmpede jeg side om side med asiatiske amerikanere og sorte amerikanere. De sked og døde ligesom os hvide amerikanere. Og derfor kæmper jeg hver eneste dag en hård kamp for bare at overbevise én eller måske to af mine naboer. Jeg tror ikke længere på, at jeg kan ændre det helt store. Men jeg kan i hvert fald brokke mig. Min søn siger, at jeg skal være lidt mere diplomatisk i min argumentation. Men jeg er 68 år gammel, så det har jeg simpelthen ikke tid til, ha-ha,« siger han.

Hillary er en forbryder

John Vick ved godt, at det er de færreste Trump-vælgere, der kan ’omvendes’. Og på vej hjem kørte BT forbi én af disse.

I forhaven har James Hamilton således lavet sit eget kæmpe skilt, der er stablet op på en ladvogn og hanket på en lille havetraktor. Og her bliver der ikke lagt fingre imellem.

Trump-vælger James Hamilton lægger ikke fingre imellem. På hans skilt foran huset står der bl.a. ’Stem på Trump. Stop immigration, red folkepensionen’. Foto: Henning Høeg
Trump-vælger James Hamilton lægger ikke fingre imellem. På hans skilt foran huset står der bl.a. ’Stem på Trump. Stop immigration, red folkepensionen’. Foto: Henning Høeg
Vis mere

’Stem på Trump, stop al immigration og red vores folkepension’ står der bl.a. på Hamiltons skilt.

Og selvom den selvstændige elektriker James Hamilton ikke vil fotograferes, så vil han gerne snakke lidt.

»Jeg stoler ikke på pressen,« begynder Hamilton i fuld overensstemmelse med Trumps advarsler om de ’korrupte medier’.

»Men jeg er ikke bange for at argumentere for min stemme. Hillary Clinton er en forbryder, der aldrig skulle have haft lov til at stille op. Og selvom Donald Trump ikke er nogen drengespejder, så er han klart manden til jobbet.«

Det amerikanske valg finder sted 8. november, og måske kan det gå hen at blive en gyser. Ifølge en måling fredag fra Reuters skrumper Clintons ret sikre føring nemlig ind, så måske ender det med jubel i ’Trump Town’