Disse tre ungersvende fangede vores fotograf i Rådhusparken i den tyske hovedstad adskillige timer før kickoff. Forhåbentlig har de stillet mobilen til at vække inden det går løs på grønsværen!
Kampen mod Herta Berlin, der starter klokken 18.15, afgør om de blå-gule fra Vestegnen kommer med i gruppespillet i den nyoprettede Europa League, der fra denne sæson har erstattet UEFA Cup. Det vil i givet fald være første gang siden 2005, at Brøndby er i et europæisk gruppespil. Brøndby vandt den første af de to møder med tyskerne 2-1 på eget græs.
Godt 2000 Brøndbyfans har taget turen til Berlin, og er klar til at støtte deres hold på Jahnsportpark Stadion, der ligger i det gamle Østberlin. Hertas normale hjemmebane, Berlins nyrenoverede olympiske stadion, har netop været vært for VM i atletik, og der er endnu ikke ryddet op efter atleterne.
Vejret i Berlin bliver efter de lokale meteorologers mening ganske godt til fodbold. Netop nu ligger temperaturen på ca. 28 grader, og selv om den ventes at falde til 18 grader i løbet af aftenen, ligger der kun et let skydække over den tyske hovedstad. Vinden er svag fra syd og sydvest og luftfugtigheden svinger mellem 40 og 90%.






















