En 32-årig mand blev med egne ord hjernevasket af Islamisk Stat og endte som kriger i terrorbevægelsen.

Den 32-årige syriske chauffør Abu Abdullah sluttede sig til Islamisk Stat, efter han havde deltaget i fredelige organisationer mod Assads styre i Syrien i 2011 og siden kæmpet mod regimet i den Frie Syriske Hær.

Men for et år siden traf han en beslutning, som han fortryder i dag. Det fortæller han til Information. Han valgte at blive del af terrorbevægelsen Islamisk Stat, fordi han havde fået indtryk af, at de var sande muslimer

Han fortæller, hvordan gruppen ikke tvinger nogen til deltage, men at den langsomt vinder de lokales tillid ved at holde foredrag om udvikling af samfundet og arrangerer forelæsninger og diskussionsgrupper.

»Jeg var begyndt at beundre deres system og var klar til at kæmpe side om side med IS i deres slag. Jeg var rede til at gøre alt, hvad de ville give mig ordre til. Min familie tiggede mig om ikke at tro på dem, men jeg nægtede og brød i stedet med min familie. De advarede mig om, at der ville være store problemer, hvis jeg sluttede mig til IS, og at det ville være svært for mig at forlade IS, når jeg først var kommet indenfor,« fortæller Abdullah til avisen.

Ifølge Information fik han udbetalt 250 dollar om måneden i løn. Hertil kom frynsegoder fri kost, benzin, internet - og endda kvinder. Abu Abdullah fortæller, hvordan udenlandske IS-kvinder blev tilbudt som hustruer for de menige krigere. Han blev også tilbudt at bruge tilfangetagne yazidi-kvinder som slaver eller til sex, hvilket han nægtede.

Efter sin kamptræning kom han tættere på, hvordan tingene virkelig fungerer i IS:

»At skære halsen over på fjender spiller en stor rolle i den kamp, IS fører. De gør det ikke kun for at fremkalde frygt i den internationale verden. De praktiserer det også for at vise tegn på styrke og for at afprøve nye krigeres loyalitet. Jeg blev f.eks. kommanderet til at overvære nedslagtningen af tre mænd, som IS havde fanget i nærheden af Aleppo. De tilhørte Den Frie Syriske hær, som jeg selv havde kæmpet for, inden jeg sluttede mig til IS. Det var den første rigtige halsafhugning, jeg så med mine egne øjne. Før det havde jeg kun set det på videoer eller på Facebook,« fortæller Abu Abdullah.

Han tilføjer, at han nægtede at dræbe sine landsmænd, hvilket han fortalte til sin overordnede. I første omgang accepterede han og lod i stedet en udenlandsk kriger udføre drabet, men Abdullah mener, at IS herefter begyndte at miste tilliden til ham, ligesom han mistede troen på, at IS var rettroende muslimer, der ville hjælpe lokalsamfundet.

Det lykkedes ham at flygte til Tyrkiet, og i dag advarer han andre mod at begå samme fejl som han selv:

»I begyndelsen troede jeg, de kæmpede for Gud, men jeg har opdaget, at de er fulde af løgn. Jeg ved nu, at Islamisk Stat befinder sig meget langt fra islams sande budskaber,« forklarer han.

Han bor nu i Tyrkiet, men flere af hans familiemedlemmer stadig er i Syrien, hvorfor han optræder under et andet navn. Information oplyser, at redaktionen er bekendt med hans sande identitet.