STORBRITANNIEN: Tre britiske teenagerpiger, der menes at være rejst til Syrien for at tilslutte sig terrorbevægelsen Islamisk Stat, er ifølge CNN blevet genkendt på en video fra et overvågningskamera på en busstation i Istanbul.

Pigerne, to 15-årige og en 16-årig forsvandt 17. februar fra deres hjem i London, og det opstod hurtigt mistanke om, at de var rejst mod Syrien. Den antagelse bekræftes af videooptagelsen ,der viser pigerne stige på en bus i Istanbul, og myndighederne siger, at de ikke har grund til at tro, at pigerne stadig befinder sig i Tyrkiet, men er taget videre til Syrien. Britiske myndigheder har forsøgt at nå pigerne via sociale medier for at få dem til at tage tilbage, og pigernes forældre har bønfaldet dem om at vende hjem.

BNB