En britisk journalist mener at have løst gåden om, hvorfor danskerne er verdens lykkeligste folkefærd. Nu opfordrer hun resten af verden til at leve en lille smule mere dansk - eller ’danishly’, som hun kalder det.

»Jeg har lært at koble af, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg har lært at værdsætte de små ting – og jeg spiser en masse kage,« skriver journalisten Helen Russell i det engelske magasin Stylist i en artikel om, hvordan det har gjort hende lykkeligere at leve som en dansker.

Inden journalisten Helen Russell flyttede fra London til Danmark samen med sin mand, var hun en smule skeptisk. Det eneste, hun havde set af Danmark, var på skærmen, når Sarah Lund løb igennem de mudrede og mørke skove i tv-serien ’Forbrydelsen’, der også blev et hit i udlandet.

Udover det var bacon og øl det første, der poppede op i hendes tanker. Men efter at have lavet en del research om Danmark, fandt hun hurtigt ud af, at der gemmer sig mere bag det rød-hvide Dannebrog – nemlig at danskerne er de lykkeligste i verden.

Hendes mand var blevet tilbudt sit drømmejob hos Lego i Billund i Danmark, efter chokket om at skulle bo i Danmark havde lagt sig, gik hun til sidst med til at flytte. Helen Russell forlod London og det journalistjob, hun havde haft igennem 12 år – i stedet satte hun sig for at finde ud af, hvad hemmeligheden bag den danske lykke er.

Til at starte med besluttede hun sig for at give Danmark en forsøgsperiode på et år.

Nu har hun sammen med sin mand boet i det jyske i knap fire år – og selvom hun ikke er sikker på, at hun skal bo i Danmark resten af sit liv, har hun lært en masse af Danmark, som hun kommer til at tage med sig videre, når hun finder ud af, hvilket land hun skal kalde sit hjem. Hun beskriver selv sine opdagelser som lidt af en ’øjenåbner’ i magasinet Stylist.

Nu opfordrer hun resten af verden til at leve en lille smule mere dansk (Se listen nederst i artiklen).

Her er nogle af de ting, der ifølge Helen Russell sammen er nøglen til den danske lykke.

Den høje skat betaler sig

Helen Russell fik godt nok et chok, første gang hun så sin lønseddel og den høje skatteprocent, der fulgte med, men efter hun i løbet af det første år fødte en søn, fandt hun for alvor ud af, hvad det danske velfærdssystem betyder for personlig frihed, og hvorfor det også kræver en del af ens løn.

At hendes mand kunne tage lønnet barsel, gav hende mulighed for at skrive en bog. På dansk er den oversat til ’Mit år som dansker – På jagt efter hemmeligheden bag verdens lykkeligste nation.’

Og fordi deres barn kan blive passet i daginstitutioner, kan hun nemt passe jobbet som freelancejournalist, primært for britiske medier, og som Skandinavien-korrespondent for the Guardian.

Det har udløst både overskud og mere familie-tid, mener hun.

Danskerne undgår overarbejde

En anden ting, der imponerer den britiske journalist, er danskernes evne til at gå hjem til tiden fra deres job. Hun opfatter arbejdsdagene som kortere og synes, at danskerne er bedre til at lægge arbejdet fra sig, når de har fri.

Nyder naturen og kroppen

Netop fordi danskerne er gode til at holde fri, når de har fri, mener Helen Russell er med til at gøre, at danskerne nyder deres omgivelser mere.

I artiklen kalder hun danskerne nogle af de mest ude-elskende, og synes, vi er gode til at nyde naturen og de smukke kyster. Det gælder ikke kun at nyde synet af naturen, men også bevæge os i den på cykel, med en løbe- eller svømmetur.

Danskerne bor lækkert

Da det engelske par flyttede deres liv pakket ned i 132 flyttekasser til Danmark, skulle de hurtigt finde et sted at bo. Efter Helen Russell havde været til adskillige fremvisninger på huse, var der noget særligt, hun bemærkede. Hun mener nemlig, at danskernes sans for indretning, gør os gladere.

Hun lagde mærke til, at væggene stort set altid er lyse, trægulvene pæne og så er der generelt en ’god stil’ og ofte designer møbler eller genstande. Det er med til at gøre os gladere, at vi har noget smukt at kigge på, og at vores omgivelser er pæne, mener hun.

’Hygge’

Den præcise oversættelse er svær at finde, for ordet ’hygge’ eksisterer simpelthen ikke på engelsk – og det gør betydningen måske heller ikke, i hvert fald ikke i så udbredt grad, mener den engelske journalist.

Hun roser danskerne for at være gode til at finde de små glæder i livet – også når vi er alene. Hun siger blandt andet, at hun aldrig har set så mange stearinlys som i Danmark.

»Studier viser, at ved at være gode ved os selv, bliver vi mere behagelige over for mennesker omkring os. Danskere gør altså sig selv og andre gladere,« skriver hun i magasinet Stylist.