Selv ved et britisk flertal for at forlade EU vil David Cameron blive på posten som premierminister.

London: Skulle det ske, at et flertal at briterne stemmer for, at Storbritannien skal melde sig ud af det europæiske samarbejde, vil premierminister David Cameron fortsat varetage posten som landets regeringsleder.

Det slog han søndag fast i et tv-interview på BBC på trods af, at han mener, at det vil være en forkert beslutning at forlade EU-samarbejdet.

- Den britiske offentlighed vil foretage sit valg. Vi må rette os efter beslutningen, uanset hvad beslutningen bliver, sagde den konservative partileder under interviewet ifølge Reuters.

- Jeg mener ikke, at det vil være det rigtige svar. Men hvis det bliver svaret, må vi gøre alt det, der er nødvendigt for at få det til at fungere, sagde han videre.

I en meningsmåling, som blev offentliggjort torsdag, svarer størstedelen af de adspurgte, som allerede har besluttet sig, at de ønsker, at Storbritannien forlader EU.

Omkring 43 procent af de adspurgte vælgere vil ud af EU, mens 36 procent vil forblive i unionen. En ud af fem - 21 procent - er i tvivl, viser meningsmålingen.

David Cameron har lovet briterne, at hvis han bliver genvalgt, bliver der senest i 2017 folkeafstemning om, hvorvidt Storbritannien skal blive i EU under nye betingelser, som han for tiden er ved at forhandle på plads med de øvrige medlemslande.

I sidste uge rejste Cameron til Tyskland og Ungarn for at fremlægge sine forslag til reformer.

EU-præsident Donald Tusk sigter mod, at aftalen om Storbritanniens fremtidige EU-medlemskab kan falde i hak på et EU-topmøde i midten af februar. Der er dog ingen garanti for, at det kan nås.

Et af de vanskeligste britiske krav er kravet om at begrænse velfærdsydelser for udenlandske EU-borgere i Storbritannien. Det strider mod grundreglerne for EU-borgernes frie bevægelighed, mener mange.

Ifølge Cameron er målet om at opnå en succesfuld genforhandling om Storbritanniens EU-medlemskab tættere på end nogensinde.

/ritzau/