Drømmen om igen at kunne bade og svømme i Themsen har fået ny næring. Det store forbillede er de københavnske havnebade, skriver The Guardians arkitektur- og design-anmelder.

Verdens bedste cykelby, det lykkeligste folk i verden og en livskvalitet helt i top.

Omverdens begejstring for København og Danmark har længe været velkendt. Nu er det så de københavnske havnebade og den urbane oplevelse, som får briterne til at juble. Midt i en voksende debat om mulighederne for at skabe en decideret flydende lido på Themsen i London fremhæves de fire københavnske havnebade af den britiske avis, The Guardian.

»I øjeblikket er det København, der viser vejen,« skriver avisens arkitektur- og design-anmelder, Oliver Wainwright og påpeger, hvordan Københavns mange års investeringer i kloaksystemet revitaliserede hele havnen og livet omkring.

»Et 10-årigt langt oprydningsprogram har forvandlet byens havn fra en stærkt forurenet industrisuppe til et sted, hvor de lokale borgere nu flokkes om at svømme i det krystalklare vand. Og de fire havnebade har tiltrukket horder af hippe teenagere og deres familier, som til gengæld bragte en luksuriøs havnefront med boliger og kontorer med sig.«

Oliver Wainwright påpger, at de københavnske havnebades »dragende glamour« siden har inspireret til et utal af lignende projekter rundt i verden - heriblandt en flydende pool New York City - Plus Pool - hvor man er gået et skridt videre og arbejder med en løsning, hvor selve badets vægge skal filtrere vandet i New Yorks East River. Projektet er stadig i testfasen. Men finansieringen er ved at tage form og Plus Pool ventes derfor at åbne i 2017.

Ligeledes er strandbrederne i Paris - Paris Plages -  og Berlins populære Arena Badeshiff blandt inspirationskilderne.

Tilbage i London er der dog stadig et stykke vej før den hidtil nok så beskidte Themsen kan gøre kunsten efter. Guardians kritiker påpeger, at der fortsat er større chance for at se døde kroppe flyde på ryggen ned ad Themsen frem for entusiastiske svømmere. Der hives således omkring 30 lig op af floden hvert år.

Men rent faktisk har Themsen ikke være renere i mange år end den er nu, som beskrevet i en ny bog: Downstream: A History of Swimming the River Thames. Og drømmen om gøre København, Berlin og Paris kunsten efter har nu fået ny næring. For også i London længes borgerne efter at slippe ud af svømmehallernes klorin-stanke og svømme frit og vildt. Derfor foreslog et team af unge arkitekter fra Studio Octopi tidligere i år at etablere en decideret lido på Themsen. Forslaget kan ses på en kommende udstilling i september, Urban Plunge.

»I første omgang var der mest tale om et provokerende indspark frem for et realistisk forslag,« fortæller Octopis direktør, Chris Romer-Lee, ifølge the Guardian.

Men siden første omtale af Thames Baths-projektet i januar har interessen været overvældende og nu arbejdes der på om de vilde ideer kan omsættes til virkelighed.

London er dog udfordret af at Themsen til tider går over sine breder og er med til at forplumre vandet. Derfor er løsningen lige nu en pool med ferskvand, som vil være markant billigere end en fuld løsning.

Men håbet er dog, at med Londons plan for et nyt super kloaksystem - Super Sewer - til 4,2 mia. pund, at så vil situationen være en anden i 2023. Senest har kritikere dog advaret om, at det ikke er uden risiko at gennemføre det enorme infrastruktur-projekt under hele London. Ligesom Financial Times forleden skrev, at projektet kan gå hen at blive markant dyrere.