Udenrigsminister Hammond mener, at militært samarbejde mellem kurdere og Syriens regeringshær er bekymrende.

London: Et militært samarbejde mellem syriske kurdere, Syriens regeringshær og russiske kampfly er yderst bekymrende, mener den britiske udenrigsminister.

- Udviklingen de seneste uger er et meget bekymrende tegn på koordinering mellem de kurdiske styrker i Syrien, styret og det russiske luftvåben, og kurdernes rolle i dette gør os særligt urolige, siger Philip Hammond i parlamentet i London.

Syriens regering har tirsdag accepteret et udspil til en delvis våbenhvile, som er udarbejdet af Rusland og USA.

Det er imidlertid endnu uklart, hvilke grupper og områder der vil være omfattet af aftalen.

Styret i Damaskus siger, at man nu vil sætte sig sammen med sine allierede fra Rusland, for at afgøre hvem våbenhvilen skal gælde.

/ritzau/Reuters