Briterne offentliggør et papir, hvor de kommer ind på handel. Et emne der elles var skudt til hjørne af EU.

London. Den britiske regering har mandag offentliggjort to nye papirer som led i forhandlingerne om udmeldelse af EU, det såkaldte brexit. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det ene papir bevæger sig ind på området for handel. Et område, som EU ellers ikke har ønsket at diskutere, før der er enighed om tre andre problematikker.

I papiret lyder det, at varer efter brexit fortsat skal kunne sælges i Storbritannien og EU, uden at de pålægges yderligere krav.

Det vil ifølge den britiske brexitminister, David Davis, "bibringe virksomheder og kunderne sikkerhed og tillid".

Samtidig lyder det, at det skal undgås, at varer skal leve op til dobbelte krav og standarder. Men at forbrugersikkerheden skal være på plads.

I det andet offentliggjorte papir skriver regeringen ifølge det britiske medie BBC, at der skal gælde lige regler for hemmeligholdelse af officielle dokumenter, der deles mellem EU og Storbritannien.

Papirerne kommer forud for tredje runde af forhandlingerne mellem Storbritannien og EU, der starter i næste uge.

EU ser de nye papirer som et tegn på, at briterne ønsker at gøre fremskridt i forhandlingerne. Men de gør det også klart, at det er for tidligt at diskutere handel.

- Der er en meget klar struktur på plads, der er sat af EU27, om hvordan disse forhandlinger bør foregå, og det er præcis sådan, vi mener tingene skal ske nu, siger EU-Kommissionens talsmand Alexander Winterstein, på et pressemøde.

EU har insisteret på, at der ikke forhandles om handel, før tre andre problematikker er løst.

Det være sig regningen efter brexit, grænsen mellem Irland og Nordirland og borgernes rettigheder efter brexit.

Der har endnu ikke været enighed om de tre punkter i forhandlingerne.

Alligevel er den britiske premierminister, Theresa May, sikker på, at forhandlingerne med EU om brexit gør så store fremskridt, at man i oktober vil kunne bevæge sig til næste fase i forhandlingerne.

Det siger en talskvinde for May mandag, ifølge Reuters.

- Vi er sikre på, at vi vil have gjort tilstrækkelige fremskridt i oktober, til at vi kan fortsætte med forhandlingerne i den næste fase.

- Det er vores mål, og vi er sikre på, at vi vil nå dertil, hvis vi arbejder med denne hastighed, lyder det fra talskvinden.

Det lyder også, at den britiske regering lægger an til at offentliggøre et papir, der angiver holdningen til, hvordan fremtidige uenigheder skal løses, efter briterne forlader EU-Domstolen i marts 2019.

Domstolen er endnu et knudepunkt i forhandlingerne.

/ritzau/